Tag Archives: Generalforsamling

EDGF – Generalforsamling og ledige poster

D. 12/12 er der generalforsamling i EDGF som er det organg, der overser afviklingen af de europæiske mesterskaber i Disc Golf (EDGC/EMDGC og EJDGC).

Fra DFSU Disc Golf vil René Mikkelsen deltage, men DU har også mulighed for at være med – der efterlyses nemlig pladser til bestyrelsesposter i EDGF. Læs mere i vedhæftede dokument.

Ønsker du at stille op, kontakt rene@ddgu.dk inden d. 5/12 for at nå at blive nomineret.

Ekstraordinær generalforsamling 30. november 2019 resultat

Lørdag d. 30. november 2019 blev der afholdt ekstraordinær generalforsamling i DDGU. I korte træk var der én ting på dagsordenen – skal DDGU i fremtiden være baseret på medlemsklubber eller individuelle medlemmer?

Det blev enstemmigt vedtaget, at DDGU pr 1-1-2020 ændrer struktur således, at det fremover er klubberne, der melder sig ind i DDGU, og altså ikke individuelle spillere, som praksis hidtil har været. For den enkelte spiller betyder dette, at man automatisk bliver medlem af DDGU ved indmeldelse i en klub, der har tegnet medlemskab af DDGU.

Kontingentet til DDGU betales af medlemsklubberne og bliver opkrævet pr medlem. Hvad kontingentet præcist bliver, vil blive behandlet på førstkommende repræsentantskabsmøde i marts, da bestyrelsen i DDGU ønsker, at klubberne inddrages i denne beslutning.

Det er blevet vedtaget, at medlemskab af DDGU er kontingentfrit i 2020. Dette giver klubberne mulighed for at imødekomme evt strukturelle ændringer ift eget kontingent, der så kan træde i kraft i 2021, hvor DDGU igen begynder at opkræve kontingent. Ved indmeldelse i DDGU (2020) bedes de respektive klubber oplyse følgende:

● Medlemstal pr 31-12-2019

● Kontaktoplysninger på klubbens formand

● Kontaktoplysninger på klubbens DDGU-kontaktperson (hvis ikke denne er formanden)

I forbindelse med mesterskaber i 2020 (DM) er det stadig gældende, at en spiller skal have et gyldigt medlemskab af DDGU. I praksis betyder dette, at en spiller skal være medlem af en klub, der har tegnet medlemskab af DDGU. En spiller kan IKKE indmelde sig individuelt.

Indmeldelse i PDGA sker fortsat på individuelt plan og har som udgangspunkt ikke noget at gøre med DDGU. Bestyrelsen i DDGU opfordrer dog alle konkurrencespillere til at indmelde sig i PDGA.

For en god ordens skyld skal det nævnes at siddende bestyrelse i DDGU fortsætter som bestyrelse som minimum til førstkommende repræsentantskabsmøde, hvor alle, undtaget formanden, er på valg.

Bestyrelsen i DDGU vil gerne takke for opbakningen til den nye struktur. Det er vores opfattelse, at ændringerne har opbakning blandt et stort flertal af danske disc golf klubber.

Det er klubberne, der arbejder med at forbedre disc golf faciliteterne landet over. Det er klubberne, der udbreder kendskabet til sporten. Det er klubberne, der arrangerer turneringerne. Derfor er det helt naturligt også at sætte klubberne i centrum for organisationen på landsplan, i håbet om at klubberne i samarbejde med et forbund vil være i stand til at drive sporten fremad i Danmark.

Bestyrelsen i DDGU ser frem til en ny start i 2020 sammen med jer.

God vind

Bestyrelsen

Skulle nogen have spørgsmål vedr den nye struktur, så kontakt venligst formanden – Dennis Thygesen – på ​dennis@ddgu.dk​.

Referatet kan læses her og vedtægterne gældende fra 1. januar 2020 kan ses her

Indkaldelse til ekstraordinær generalforsamling

Kære alle sammen. Nu sker der endelig noget angående de ændringer den nye bestyrelse i foråret lovede ville komme.

Den ekstraordinære generalforsamling vil foregå i ‘klubhuset’ på Eghjorten uden for Hillerød, og vi vil starte dagen ud med et lille hygge-arrangement på discgolfbanen på de originale 12 huller eller alle 18 ca kl 13.00, alt efter hvad der er stemning for, så tag endelig jeres discs med.

Se vedhæftede PDF-dokumenter for henholdsvis selve indkaldelsen samt oplæg til de nye vedtægter for unionen fremadrettet. Vi håber på at se rigtigt mange repræsentanter fra interesserede klubber der vil bakke op om skiftet.

Vi ses i skoven!

[gview file=”https://wp.ddgu.dk/wp-content/uploads/2019/11/Indkaldelse-til-ekstraordinær-generalforsamling.pdf”]

[gview file=”https://wp.ddgu.dk/wp-content/uploads/2019/11/Forslag-til-nye-vedtægter-for-DDGU.pdf”]

Ny bestyrelse i DDGU

Den nye bestyrelse takker for valget og ser frem til at være med til at føre disc golf videre på et organisatorisk plan i Danmark.

Allerførst skal nøglerne til huset overdrages, flytterodet skal på plads og så kigges der fremad. Bestyrelsen har siden slutningen af 2018 været i dialog omkring udviklingen af DDGU, og er nu klar til at smøge ærmerne op og gå i gang med at skabe sig et overblik. For sæson 2019 er der på turneringsfronten etableret en DDGU Danish Tour og DM er på plads. Der evalueres løbende på tourkonceptet og bestyrelsen vil i slutningen af sæson 2019 invitere til dialog omkring videreudvikling af konceptet.

Vores organisatoriske målsætning er først og fremmest at skabe et sikkert fundament, hvilket vi tror gøres gennem et styrket klubsamarbejde. Vi ønsker at unionen skal støtte op om og være medvirkende til at udvikle den rivende udvikling for sporten, som klubberne har ansvaret for rundt om i landet. Derfor ønsket om at bringe klubberne i fokus for det fremtidige arbejde i unionen.

Bestyrelsen anerkender det arbejde flere personer gennem årene har lagt i DDGU. Specielt Joakim Bank Lauridsen fortjener en tak for sin store indsats med at holde sammen på DDGU de sidste par år – ofte som one-man-army.

Det er nu ingen hemmelighed at bestyrelsesarbejdet i DDGU gennem de sidste par år har trængt til friske kræfter. Dem kommer vi forhåbentlig med. Vi vil under alle omstændigheder gøre vores bedste for at disc golf fremadrettet fortsætter den gode udvikling, som vi gennemgår i øjeblikket.

God vind i klubberne og banerne.

Den nye bestyrelse har konstitueret sig som følgende:

Formand: Dennis Thygesen
Kasserer: Karsten Iversen
Medlem: Thomas Schytt
PDGA landekoordinator: René Mikkelsen
Suppleant: Chris Lodahl

 

Referat fra generalforsamlingen findes under dokumenter (regnskabet er i skrivende stund ikke renskrevet).

Generalforsamling 2019

Der indkaldes hermed til den årlige ordinære generalforsamling i Dansk Disc Golf Union.

Generalforsamlingen foregår søndag d. 24. februar 2019. Se nedenstående indkaldelse for detaljer og dagsorden.

Samtidig åbnes der for indmeldelse i DDGU for 2019. Indmeldelse foregår ved at sende en mail med navn og PDGA nummer til indmeldelse@ddgu.dk og indbetale kontingentet på 100 kr. via bankoverførsel til DDGU’s konto i Danske Bank: Reg. 4317 kontonr. 4399297753

Alternativt kan der betales kontant på generalforsamlingen, hvor indmeldelse altså også er mulig.

NB: Scorekeeper kan IKKE benyttes til indmeldelse i DDGU.

[gview file=”https://wp.ddgu.dk/wp-content/uploads/2019/01/Indkaldelse-til-GF-2019.pdf”]

Der er fundet en gruppe personer, der ønsker at opstille til bestyrelsen i DDGU. Denne arbejdsgruppe har i den seneste tid arbejdet for at der igen kommer ro på organisationen i DDGU. Arbejdsgruppen har under hele forløbet samarbejdet med den siddende bestyrelse og har været i dialog med forskellige klubrepræsentanter fra flere disc golf klubber i landet. Arbejdsgruppen er blevet enige om nedenstående grundlag for bestyrelsesarbejdet i DDGU, såfremt medlemmerne af gruppen bliver valgt til bestyrelsen på kommende generalforsamling. Nedenstående er forfattet af arbejdsgruppen DDGU.

Med venlig hilsen

Thomas W. Schytt

Formand

Dansk Disc Golf Union

 

Grundlag for bestyrelsesarbejdet i DDGU for sæson 2019

 

Målet med bestyrelsen er først og fremmest at genskabe tilliden til DDGU, samt at reorganisere unionen så klubbernes gode arbejde kommer i fokus.

 

  1. Arbejdsgruppen vil arbejde målrettet på ændring af unionens vedtægter, så medlemskab fremadrettet baseres på klubmedlemskab og ikke individuelle medlemskab. Målet er at skabe et bedre overblik over antal af aktive udøvere, samt et forhåbentligt sikre et stigende antal af aktive udøvere. Derfor arbejdes der for en strukturel omlægning af DDGU.

 

  1. DDGU Danish Tour genoprettes for 2019 og der arbejdes fremadrettet med at udvikle et turnerings- og tourkoncept. Vi har nu datoer og baner på plads til sæson 2019. En enkelt turnering forsøges stadig at blive presset ind i kalenderen.

Ultimo sæson 2019 fremlægges en ny struktur for planlægning og afvikling af Danish Tour og DM. Flg. afdelinger DDGU Danish Tour 2019 ligger fast:

  1. 13. / 14. april – C-Tier Momhøje
  2. 11. / 12. maj – B-tier Svinninge
  3. 1. / 2. juni – C-tier Eghjorten (bemærk – forkert dato i den udsendte mail!)
  4. 24. / 25. august – B-tier Aalborg
  5. 7. / 8. September – DM i Gram (ikke en del af DDGU Danish Tour)
  6. 21. / 22. september – C-tier Sorø (15 års jubilæum)

 

  1. Arbejdsgruppen undersøger mulighederne for fremtidigt samarbejde med Dansk Frisbee Sport Union.

 

Arbejdsgruppen og DDGU opfordrer alle aktive disc golfere til at melde sig ind i unionen for 2019 samt at deltage i generalforsamlingen 2019. Arbejdsgruppen i DDGU ser frem til forhåbentligt at udvikle et godt samarbejde med de danske disc golf klubber, og ønsker at medlemmerne spiller en aktiv rolle i udformningen af en ny struktur.

Arbejdsgruppen håber at se så mange medlemmer som muligt til generalforsamlingen i februar.

 

Sportslige hilsener

 

Arbejdsgruppen DDGU

 

Thomas Schytt, René Mikkelsen, Karsten Iversen, Janek Buhl og Dennis Thygesen

 

Alle medlemmer af arbejdsgruppen stiller op til valg til bestyrelsen ved kommende generalforsamling d. 24. februar 2019.

 

 

 

 

Ny bestyrelse i DDGU

På den ekstraordinære generalforsamling, der blev afhold i forbindelse med Aalborg Open d. 7. april, blev der til sidst, og efter en længere debat omkring DDGU’s fremtid, fundet en ny bestyrelse. Den nye bestyrelse varetager dog et minimum af opgaver alene for at holde unionen kørende, indtil der melder sig kandidater på banen til at videreføre DDGU, forhåbentlig til næste ordinære generalforsamling.

Bestyrelsen blev som følger: Formand: Thomas W. Schytt, kasserer: Joakim B. Lauridsen, medlem: Kasper Hornby, suppleant: Kristian Engsig-Karup.

Bestyrelsen kan som altid kontaktes på bestyrelsen@ddgu.dk

Referat tilgår

Sportens fremtid (Vigtigt!)

Det er måske en lidt dramatisk overskrift, men ikke desto mindre, kan sportens fremtid være i fare, hvis ingen stiller op til bestyrelsen ved næste generalforsamling. DDGU indkalder til årets ordinære generalforsamling, og i år er det vigtigt, at alle medlemmer tager stilling til hvad der skal ske fremover. For det første, så er der behov for folk til at træde ind i bestyrelsen. Formanden er på valg, og genopstiller ikke. Derfor er det behov for at der findes en ny formand. Formanden stiller op til bestyrelsen, dog blot ikke som formand, og kan derfor assistere den kommende formand det første år, såfremt han vælges ind. Derudover genopstiller de to tilbageværende menige medlemmer af bestyrelsen, Niels Kloster og Iben Blaabjerg ikke, hvorfor der også her er behov for nye kræfter. I princippet kan bestyrelsen nøjes med at bestå af formand, kasserer og et enkelt menigt medlem, men det vil være ønskeligt at der er mindst et medlem mere. Desuden skal der også vælges en suppleant.

Og faktisk er det vigtigere end nogensinde, at der vælges en god bestyrelse, da der i de kommende år skal træffes nogle vigtige beslutninger. Sidste år vedtog World Flying Disc Federation (WFDF) en ændring i deres vedtægter, således at der i fremtiden kun kan være en medlemsorganisation i hvert land. Det vil sige at DDGU enten skal slå sig sammen med Dansk Frisbeesport Union (DFSU) igen, eller der skal findes en eller anden form for samarbejdsløsning, som WFDF kan acceptere. Alternativt, skal det afdækkes hvilke konsekvenser det vil få, at fortsætte i nuværende form.

Med ovenstående undtagelse, så er bestyrelsesarbejdet ikke mere omfattende, end man vælger at gøre det til. Findes der på generalforsamlingen ikke en ny formand, vil der blive indkaldt til en ekstraordinær generalforsamling. Dem fremgår ikke af vedtægterne, hvad der vil ske, hvis der ikke findes en ny formand på den ekstraordinære generalforsamling, men i yderste konsekvens vil DDGU blive nedlagt.

Hvis du ikke selv er interesseret i at stille op til bestyrelsen, så er det mindste du kan gøre at tænke over hvem du godt kunne tænke dig gjorde, og opfordre dem til at stille op.

Som udgangspunkt, afholdes generalforsamlingen i skiftevis i øst og vest, og derfor er det princippet i Jylland i år, men det vil blive taget hensyn til de kandidater der stiller op, hvorfor det kan være vi flytter den til Sjælland. Forslag til generalforsamlingen samt kandidater der ønsker at stille op eller få mere information, kan kontakte formanden på formand@ddgu.dk

[gview file=”https://wp.ddgu.dk/wp-content/uploads/2018/01/Indkaldelse-til-GF-2018.pdf”]

Generalforsamling

Hermed indkaldes til dette års generalforsamling i Dansk Disc Golf Union. Generalforsamlingen afholdes på adressen Automatikvej 1, 2860 Søborg. Se nedenstående indkaldelse for dagsorden med mere.
 
Som det fremgår af indkaldelsen, er der flere bestyrrelsemedlemmer, der ikke genopstiller, hvorfor det er vigtigt, at vi finder nogle, der er klar på at overtage disse pladser. Især kassererposten er vigtig. Hvis ikke du selv mener, det er noget for dig, så tænk i det mindste over, om du kender nogen, du mener, kunne være den rette, og opfordre ham eller hende til at stille op. Den nuværende kasserer vil hjælpe med opgaven i en overgangsperiode og sætte den nye godt ind i arbejdet. Kontakt formand@ddgu.dk hvis du er interesseret i at stille op, hurtigst muligt.
 
Bestyrelsen har foreslået en lille stigning i kontingentet for sæsonen 2018. Det hænger primært sammen med, at PDGA i løbet af 2017 går over til at opkræve kontingent via PDGA Europe i Euro. Sammen med at dollarkursen var lavere, da de nuværende kontingentsatser blev vedtaget, og at vi fremad ønsker at medlemmerne selv betaler deres PDGA-medlemskab direkte til PDGA, foreslår vi denne stigning.
 
Desuden skal vi have fundet en ny PDGA landekoordinator. Sinus Frank har siddet på posten gennem mange år, men har igennem de sidste år ikke haft tiden til at varetage rollen, og har nu valgt at trække sig helt fra posten. Det vil være en fordel, hvis der er tale om en, der kommer ud at spille nogle af de udenlandske turneringer. Hvis det kunne være noget for dig, så kontakt gerne sinus@ddgu.dk, for at høre mere om hvad posten indebærer.
For at have stemmeret på generalforsamlingen kræves det, at dit medlemskab er betalt.

[gview file=”https://wp.ddgu.dk/wp-content/uploads/2017/01/Indkaldelse-til-GF-2017.pdf”]

Generalforsamling 2016

OBS! – Ny adresse, se nedenfor.
Hermed den endelige indkaldelse til Dansk Disc Golf Unions årlige generalforsamling. Der er ikke indkommet yderligere forslag, udover det fra bestyrelsen fremsatte, siden første indkaldelse. Generalforsamlingen afholdes i Randers på adressen: Fremtidens Foreningshus, Udbyhøjvej 189, 8930 Randers NØ – Lørdag d. 12. marts 2016 kl. 12:00.

Ønsker du at opstille til bestyrelsen, så kontakt gerne undertegnede, hvis du har spørgsmål. Alle  er velkomne til generalforsamlingen, men for at have stemmeret, skal man være medlem af DDGU og have betalt sit kontingent. Af hensyn til planlægningen, bedes du venligst informere bestyrelsen eller undertegnede, hvis du planlægger at deltage.

Med venlig hilsen

Joakim B. Lauridsen

Formand DDGU

[gview file=”https://wp.ddgu.dk/wp-content/uploads/2016/01/Indkaldelse-til-GF-2016.pdf”]

Turneringskalenderen for 2016 er (næsten) klar.

Så er turneringskalenderen faldet på plads. I hvert fald i forhold til Danish Tour 2016, DM og SM. Vi mangler endnu et JM i kalenderen, og muligvis vil vi også forsøge os med et DM i hulspil. Disse turneringer vil blive tilføjet når/hvis de bliver fastlagt. Hvis du kunne tænke dig at være med til at afholde en turnering, så kontakt den turneringsansvarlige hurtigst muligt.

[gview file=”https://kalendersiden.dk/dl/DxoQQp_3eNQl.pdf” height=”555px”]

Sjællandsmesterskaberne i Sorø, d. 10. september, er ikke en del af Danish Tour 2016, ligesom et evt. særskilt JM heller ikke vil være det. Der har været et ønske om at reducere antallet af turneringer på touren, da det var for svært for mange at afse tid til alle 8 turneringer, og vinderen derfor i de fleste rækker blev afgjort af hvem der spillede flest turneringer. Danish Tour består derfor i år kun af 6 afdelinger. Tre i Øst og tre i Vest. Samtidig vil vi dog gerne lægge lidt mere fokus på, at der er tale om en samlet tour, og opfordre spillere til at spille så mange afdelinger som muligt, hvorfor 5 af de 6 turneringer tæller i den samlede stilling. Vi håber derfor at så mange spillere som muligt vil prioritere at rejse efter de turneringer der ligger i den anden ende af landet. Danmark er trods alt et lille land.

Der er også lavet nogle ændringer i retningslinjerne, blandt andet for delvist at imødegå nogle af de problemer vi så med tilmeldinger til nogle turneringer sidste år. Som den opmærksomme læser vil have lagt mærke til, er alle turneringer lagt på 18-hulsbaner, og har derfor et maksimums antal deltager på 90 spillere. Det vil dog givetvis ikke være tilstrækkeligt til de mest populære turneringer, hvorfor tilmeldingen i år vil være en smule anderledes end vi tidligere har gjort. Der vil være et vist antal pladser reserveret til de fleste rækker i de første 7 dage, som registreringen er åben. Hvis de ikke bliver fyldt op, vil de herefter blive sat fri. Er der venteliste, vil de i første omgang gå til den, og yderligere pladser er åbne for alle. Hyggerækken vil i første omgang altid være på venteliste indtil registreringen lukker, og kun hvis der stadig er ledige pladser, vil de få en plads i turneringen. Samtidig vil vi så vidt muligt ensrette hvornår der åbnes op for registreringen til de enkelte turnering. Med mindre andet bliver meldt ud, vil der blive åbnet op for tilmelding 2 måneder før turneringen.

De fulde retningslinjer for Danish Tour 2016 vil blive offentliggjort snarest.

Fremover vil DDGU som udgangspunkt tildele DM to år i forvejen, så arrangøren har så gode muligheder som muligt for at forberede turneringen, og vi kan allerede nu meddele at DM i 2017 vil blive afholdt i Tilst. Det betyder også, at hvis du/I ønsker at afholde DM i 2018 (hvor det afholdes på Sjælland), skal byde ind senest ved udgangen af september i år. Giv os dog endeligt et fingerpeg om det i løbet af sæsonen, hvis I overvejer det.

Til sidst kan vi fortælle at årets Generalforsamling vil blive afholdt i Jylland d. 12. marts. Indkaldelse hertil vil blive udsendt i slutningen af måneden.

« Older Entries