Tag Archives: Danish Tour

DDGU Danish Tour 2020 presented by Latitude64

Desværre ser DDGU sig nødsaget til at aflyse DDGU Danish Tour 2020 presented by Latitude64. Da forsamlingspåbuddet stadig gælder maks 10 personer, er det ikke muligt at afholde de næste afdelinger af touren, hvorfor vi vælger helt at aflyse. Den potentielle åbning på 30-50 personer d. 8. juni gør det heller ikke muligt at rykke turneringerne – beklager. Vi kommer stærkt tilbage med en ny udgave i 2021.

Disc golf oplever i denne tid en masse nye spillere på banerne i hele landet. Det er dejligt for sporten. Derfor har vi i DDGU besluttet, at vi vil forsøge at koordinere et landsdækkende arrangement i løbet af sommeren – Mere information kommer snarest.

Bestyrelsen i DDGU

Kontakt: dennis@ddgu.dk

Danish Tour #4 i Aalborg – titlen skulle afgøres med eet kast

I weekenden blev 4. afdeling af Danish Tour afviklet i Aalborg. Det var Dinosaurs der var vært, og som sædvanlig var der ikke sparet på detaljen i arrangementet. Med en udvidelse til 20 huller var banen også blevet en god mundfuld for de fleste. Den lokale skole dannede ramme om tourneringscentralen, og en del spillere kunne også overnatte her.

Der blev spillet 2 runder lørdag og 1 runde + 10 hullers finale søndag inden titlerne kunne afgøres for weekenden.

De 77 spillere der stillede til start var godt udrustede med ekstra vanddunke til at klare sensommer-heden i bundgaardsparken.

Der var bred enighed i feltet om, at den udvidede bane var en god udfordring – alligevel var score-separationen ret lille i langt de fleste af divisionerne. Det var således kun i MA1 og MJ18 at der var mere end 6 kast mellem 1. og 2. pladsen.

I MP55 var der endda lighed om 1. pladsen efter de 3 første runder, og da der kun var 3 opstillede i denne division var der ikke nogen finale, men der skulle stadig spilles sudden death for 1. pladsen og trofæet mellem Arn Amossen og Erling Vestergaard – der blev Erling der her kunne rende med sejren efter 3 hullers omspil.

I MJ18 var der hele to friske fyre opstillede. Efter en lang weekend kunne Simon Sinning rejse trofæet for 1. pladsen.

I MA2 førte Troels Johansen rimeligt komfortabelt efter 1. runde, men allerede efter 2. runde kunne Morten Lund Kristensen puste ham rimeligt hedt i nakken, og således var der kun 1 kast mellem dem da de gik ind i finalen søndag. Her slog Morten igennem, og kunne med 4 komfortable kast ned til Troels løfte hans trofæ for 1. pladsen.

MA1 var en af de lidt mere ‘kedelige’ divisioner. Her kom Søren Handrup, og Søren så og Søren sejrede med hele 12 kast ned til Casper Reenberg på 2. pladsen.

I MP50 var der lighed for 1. pladsen efter 1. runde, men allerede efter 2. runde kunne Kjeld Bruun etablere dominans og endte da også med 1. pladsen efter 3 runder + finale – 6 kast ned til Martin Vennevold på 2. pladsen.

i FPO var Iben Blaabjerg og Lena Brammer lige på 2. pladsen efter Lydie Hellgren, og Iben og Lena gik begge en kanon finale, men kunne dog desværre ikke nå Lydie alligevel, der endte med 2 kast ned til Iben og Lena på den delte 2. plads.

i MP40 startede Al, ikke overraskende, ud med føringen, men måtte dog til sidst se sig slået med eet kast af Jacob Teglgaard.

I MPO var der også et velkendt battle hele weekenden mellem Kristian og Martin Spliid. I en neglebidder af en finale, hvor Martin fik kæmpet sig foran med et par kast, blev det hele dog afgjort på allersidste hul, da Martin som følge af et uheldigt drive, måtte kæmpe for overhovedet at komme til kurven. Kristian kunne derfor til sidst løfte trofået med eet kast ned til Martin.

Godt kæmpet alle sammen!

Weekendens resultater kan findes her: https://discgolfmetrix.com/928633 og PDGA-ratings findes her:  https://www.pdga.com/tour/event/42128

Den samlede point-stilling er opdateret og findes her: https://wp.ddgu.dk/?page_id=1951

Husk, at tour’en endnu ikke er ovre, og der er stadkg pladser at spille for. Sidste afdeling for i år er i Sorø, og tilmeldingen er stadig åben! – https://wp.ddgu.dk/?page_id=1866

Tilmelding til årets sidste Danish Tour afdelinginger samt DM er åbne

Tilmelding til 4. afdeling af Danish Tour samt DM er åbne, og der er godt gang i registreringerne – vi skal dog lige huske på, at hvor der ikke er nogen særlige krav om medlemsskab til Danish Tour i år, så kræves der aktivt medlemsskab af DDGU for deltagelse til DM.

Medlemsskab koster DKK100,- og du finder oplysninger om hvordan du fornyer dig her: https://wp.ddgu.dk/?page_id=86

Indtil dit medlemsskab er fornyet/oprettet kan din plads tiL DM ikke bekræftes.

 

 

Danish Tour 2019 – Svinninge-afdelingen rykker til Holbæk

Som nogen måske allerede er klar over, så når Svinninge-banen desværre ikke at blive klar til DT#2 i maj. Istedet er afdelingen rykket til Holbæk-banen, ca 20km længere mod øst. Det er stadit Janek Buhl der vil være TD, og det er stadig samme dato (11-12/5). Turneringen bliver sanktioneret som en C-tier.

Tilmeldingen åbner i løbet af marts måned – mere om det senere.

TIlmeldingen til DT#1 på Momhøje er også godt igang, og du kan stadig nå at sikre dig en plads her: https://discgolfmetrix.com/?u=scorecard&ID=867585

Ny bestyrelse i DDGU

Den nye bestyrelse takker for valget og ser frem til at være med til at føre disc golf videre på et organisatorisk plan i Danmark.

Allerførst skal nøglerne til huset overdrages, flytterodet skal på plads og så kigges der fremad. Bestyrelsen har siden slutningen af 2018 været i dialog omkring udviklingen af DDGU, og er nu klar til at smøge ærmerne op og gå i gang med at skabe sig et overblik. For sæson 2019 er der på turneringsfronten etableret en DDGU Danish Tour og DM er på plads. Der evalueres løbende på tourkonceptet og bestyrelsen vil i slutningen af sæson 2019 invitere til dialog omkring videreudvikling af konceptet.

Vores organisatoriske målsætning er først og fremmest at skabe et sikkert fundament, hvilket vi tror gøres gennem et styrket klubsamarbejde. Vi ønsker at unionen skal støtte op om og være medvirkende til at udvikle den rivende udvikling for sporten, som klubberne har ansvaret for rundt om i landet. Derfor ønsket om at bringe klubberne i fokus for det fremtidige arbejde i unionen.

Bestyrelsen anerkender det arbejde flere personer gennem årene har lagt i DDGU. Specielt Joakim Bank Lauridsen fortjener en tak for sin store indsats med at holde sammen på DDGU de sidste par år – ofte som one-man-army.

Det er nu ingen hemmelighed at bestyrelsesarbejdet i DDGU gennem de sidste par år har trængt til friske kræfter. Dem kommer vi forhåbentlig med. Vi vil under alle omstændigheder gøre vores bedste for at disc golf fremadrettet fortsætter den gode udvikling, som vi gennemgår i øjeblikket.

God vind i klubberne og banerne.

Den nye bestyrelse har konstitueret sig som følgende:

Formand: Dennis Thygesen
Kasserer: Karsten Iversen
Medlem: Thomas Schytt
PDGA landekoordinator: René Mikkelsen
Suppleant: Chris Lodahl

 

Referat fra generalforsamlingen findes under dokumenter (regnskabet er i skrivende stund ikke renskrevet).

Turneringer 2018

DDGU er så småt i gang med planlægningen af turneringsåret 2018. På seminaret i november blev bestyrelsen enige om en grundlæggende ændring i turneringsformatet og tour strukturen (se nedenfor) Vi vil derfor rigtigt gerne, og gerne hurtigst muligt, høre fra klubber og TD’er der kunne tænke sig at afholde en turnering i DDGU regi i 2018, og også hvis der er nogen (i Jylland) der vil melde ind på DM i 2019. Og hvis du synes det kunne være fedt, hvis der blev holdt noget i din klub/på din bane, men ikke selv har mod på det, eller tror der er andre der nok står for det, så sørg for at snak sammen, sådan at det ikke ender med at ingen gør det. Interesserede skal skrive til joakim@ddgu.dk.

Danish Tour vil i 2018 bestå af 4 todags B-tier turneringer fordelt på 2 i øst og 2 i vest. Turneringernes fokus vil primært være Pro-rækkerne, og der vil derfor  kun være begrænsede præmier i AM-rækkerne. Der vil blive spillet 3 runder af 18 huller. To runder med “shotgun start” lørdag, som vi kender det, og en runde af 18 huller søndag med golfstart/tee times. Det primære fokus i turneringerne vil være hvide/lange tees, og det vil være op til arrangøren om, og i hvilket omfang, der vil blive tilbudt andre tees. Det kan f.eks. være at nogle rækker spiller gul tee på enkelte huller. Pladserne i AM-rækkerne kan være begrænset. Gebyret vil fortsat være 300 kr. Dette vil være turneringer for dem der prioritere det sportslige højere end det sociale ved disc golf turneringer. Det betyder også at rygning vil blive forbudt under spillet, med nogle få undtagelser som vil blive beskrevet til den tid.

For Amatørerne, og de nye spillere arbejder vi med et koncept, der endnu ikke er helt på plads, men planen er at der vil være en række endags “Regional Series” turneringer i henholdsvis øst og vest. Her vil fokus være på AM-rækkerne og dermed gule/korte tees. Gebyret for turneringerne vil være 100 kr. og tanken er at det skal være nemt for TD at afholde, og mindre forventninger til hvad der kræves. I bund og grund skal det gerne være muligt at afholde turneringen på banen som den er, uden en masse forberedelse og ændringer. Det er op til TD om der vil blive tilbudt lange tees til Open, og der vil være første prioritet til AM-rækkerne. Det er planen at der vil være AM-rækker i Dame og Master og evt. Grand Master. Her er der plads til at fokusere mere er på det sociale, og der vil være stor frihed til TD i forhold til hvordan turneringen gribes an, og kun minimale krav og retningslinjer fra DDGU. I sær i Jylland giver det også muligheder for at afholde turneringer på nogle af de mange gode 9-hullers baner.

Derudover vil der i lighed med tidligere også være Sjællandsmesterskab og forhåbentligt en Jyllandsmesterskab igen også, samt et DM i pargolf.

Danmarksmesterskaberne vil i år blive afholdt på banen ved RUC, og datoen er foreløbigt den 1.-2. september. TD er Nicklas Jonasson.

Datoer for de øvrige turneringer vil blive fastlagt løbende i samarbejde med TD’erne som de melder sig. Det betyder også at jo før du melder dig, jo flere datoer er der at vælge i mellem.

Turneringsreferat Aalborg Open

Turneringssponsor

I weekenden 5.-6. august blev Aalborg Open by Prodigy Disc afholdt i Bundgårdsparken. Turneringen var sidste afdeling af Danish Tour 2017 og derfor var der mere end turneringens resultat på højkant for nogle spillere. Banen i det østlige Aalborg viste sig fra sin bedste side, idet Aalborg Dinosaurs’ medlemmer havde lagt et stort stykke arbejde i at trimme den, så den stod skarpere end nogensinde. Samtidigt gav den de fleste spillere store udfordringer, idet en kraftig og ustadig vind huserede i Aalborg hele weekenden. Ud over banens stand, så havde rammerne for turneringen i år fået endnu et løft, ved at klubhuset på Herningvej i løbet af året var blevet renoveret med nyt køkken og opholdsrum.

Selve turneringsforløbet gik efter min mening bedre end nogensinde. Takket være en stor indsats fra Dinosaurs’ medlemmer, som tog sig af “alt det andet”, lykkedes det mig at styre turneringen sikkert i mål med kun en enkelt forsinkelse ift. tidsplanen (15 min på præmieoverrækkelsen), og samtidigt have ro i kroppen til selv at spille fornuftigt.
I disse rammer leverede spillerne en spændende dyst i stort set alle rækker og samtidigt en spændende afslutning på den samlede Danish Tour.
AM Intermediate:
Efter lørdagens to runder, så det ud til Morten Ulsø Bjørklund (KFK) ville cruise sejren hjem og måske endda snuppe den samlede tour sejr med kun 4 turneringsdeltagelser for næsen af Omid Alang (KFK). Morten gik rundt i bundsolide runder på hhv 55 (930) og 56 (916). Med kraftig vind fra skiftende retninger er det rigtig flot. Han kunne dog ikke hvile helt på laurbærene, idet en gruppe af de lokale spillere (Martin Amadeus Rahbek, Tage Miller og Steffen Flak Mariendal) lå lige bag ham. Presset blev dog også for meget for Morten, som i tredje runde måtte nøjes med en 62’er (854), mens forfølgerne holdte sammen på det med hhv 59 (886), 57 (908) og 60 (876). Dermed lå alle fire spillere indenfor 2 kast inden finalen. Allesammen spillede en solid finale, men desværre for Morten trak han det korteste strå og måtte nøjes med en delt 2. plads med Tage Miller, som slutspurtede sig op ved siden af ham. Martin Amadeus blev i sidste ende sejrsherren med et enkelt kast foran Morten og Tage, mens Steffen tog sig af 4. pladsen et kast bag dem.
Samtidigt spillede Omid et brag af en finale i 25 kast (937), hvilket sikrede ham en 5. plads og dermed nok point til at tage den samlede tour sejr. Jeg tror, det var en vigtig én for Omid. Jeg har i hvert fald sjældent set en spiller fokussere så meget på scores og stillinger under en turnering. Hvis du nogensinde kommer til Aalborg og træner med mig, Omid min ven, så vil hele træningen handle om, hvordan vi får din fokus væk fra stillingen og hen på dit næste kast. Men tillykke med sejren trods alt.
Bedst ratede runde: Morten Ulsø, 1. runde, 930 (55)
AM Advanced:
Her var der ikke den store spænding omkring den samlede tour sejr, idet Joakim Vestergaard (Opdrift) allerede havde sikret sig den, på grund af fraværet af Mathias Fink (KFK), ja og selvfølgelig godt spil af Joakim i årets løb. I turneringen endte det med at blive tæt løb mellem Hans Christian Jensen (Dinosaurs) og William Kongsbak (KFGK). Begge spillere leverede et resultat, som kunne have sendt dem i top 5 i open, og det vidner om, hvilket talent de begge har. I sidste ende viste det sig, at Williams første runde i 62 (918) blev afgørende, idet den gav HC et forspring, som William, på trods af et mere end hæderligt forsøg, ikke kunne nå at hente. Tillykke til HC med sejren.
Det skal lige nævnes, at HC oprindeligt havde tilmeldt sig i AM Intermediate, men blev overtalt af hans klubformand til at skifte række. Stærkt gået, at levere varen, HC, og hvilken dømmekraft din formanden må have…:-)
Bedst ratede runde: Kenneth Eriksen (Opdrift), 3. runde, 966 (57).
Women:
Der var hele 4 kvinder til start i år, hvilket aldrig er set bedre Aalborg (ud over de to DM, vi har afholdt). Der var ingen spænding om den samlede tour sejr, idet Iben Blåbjerg (Randers) med 4 sejre allerede havde sikret sig den. I selve turneringen blev hun dog fulgt helt til dørs, af den nye komet, Ria Galleza (KFGK), som viste stabilt spil hele weekenden. Iben havde dog inden finalen sikret sig et 6 kast forspring, og selv om Ria hentede de tre, så var det for meget til at gøre det rigtig spændende. Solidt af Iben at tage 5 ud af 5 sejr i år, men mon ikke snart, Ria, og andre nye kvindelige kræfter begynder at blande sig. Vi arbejder i hvert fald flittigt i Aalborg på at få flere kvinder i gang.
Rie Rasmussen (KFGK) tog sig af 3. pladsen og Sabine Jåtog (Dinosaurs) dannede bagtrop i hendes turneringsdebut. Der skal i øvrigt lyde en kæmpe tak herfra til både Rie, hendes husbond Lars Lau og resten af sjakket fra Kokkedal for at tage turen herover fra det yderste udkantsdanmark.
Bedst ratede runde: Iben Blåbjerg, 3. runde, 865 (61)
Grandmaster:
Et flot felt på 6 friske oldboys stod klar til start. Erling Vestergård (Helsingør) var inden turneringen sikret den samlede tour sejr, hvis bare han stillede op. Det gjorde han så, og vandt den i sikker stil 10 kast foran Martin Vennevold (Dinosaurs).
Bedst ratede runde: Erling Vestergård, 2. runde, 905 (59)
Master:
Idet Al Flemming måtte melde afbud til turneringen stod døren på hvidt gab for Jacob T. Jakobsen (Dinosaurs), som med blot en 7. plads kunne sikre sig den samlede sejr med mindre Jens Rud (Opdrift) samtidigt kom i top 3. Det havde Jacob som forventet ikke noget problem med at klare, og turneringen endte med at blive en tæt battle mellem ham og Mikael Birkelund (Opdrift), og med vores tyske freund, Sascha Görtz (Eagles), lidt halsende bagefter. Jacob skabte med kanon spil et to-kast forspring til Mikael på førstedagen. Om søndagen kom der dog lidt grus i Jacobs maskine fra morgenstunden, mens Mikael trumlede videre, og tog 5 kast på Jacob i 3. runde. Der var lagt op til en spændende finale, og det blev det også, fordi Jacob leverede en 1001 rated finale. Mikael holdte dog niveauet fra de tre andre runder, og det var nok til at tage sejren med 1 kast. Stærkt gået. Jeg glæder mig til at komme op og forhåbentligt batttle med jer om et par år.
Bedst ratede runde: Jacob T., 1. runde, 993 (54)
Open:
I forhold til den samlede tour var der lagt op til en rutine sejr til Kristian Spliid (KFGK), som med en 3. plads kunne sikre sig tour sejren. Det var umiddelbart en formssag, idet Martin Spliid (KFGK) på papiret var den eneste, der kunne true ham. Desværre havde Kristian en skidt dag på kontoret den weekend, og tingene gik ikke helt som alle havde ventet. Martin Spliid satte sig tungt på det hele fra start og endte med at vinde turneringen med imponerende 20 kast i -18. Det er helt brutalt i de vejrforhold efter min mening. Det var på de sekundære placeringer spændingen lå, og her stod kampen mellem Ashton Sarger (KFK), Kristian Spliid og Kristian Engsig-Karup (Dinosaurs). Det hele endte med, at Ashton sikrede sig 2. pladsen, og at Engsig stod med et put på sidste hul, der kunne give ham 3. pladsen og samtidigt afgøre, om Kristian eller Martin ville vinde den samlede tour. Det var første gang Engsig befandt sig i en afgørende finale, og han nåede da lige at tænke, at der var smurt lige lovligt tykt på med pres i hans debut. Han formåede dog at tømme hovedet og sætte det forløsende put.
Bedst ratede runde: Martin Spliid, 1. runde, 1031 (50).
Honorable mention: Peter Sonne (Dinosaurs), 3. runde, 1004 (53).

Turneringssponsor

Tak til Prodigy disc og Discimport for støtten, og selvfølgelig stort tak til alle deltagerne, og specielt til alle dem, som støttede og hjalp til under turneringen. I modsætning til tidligere år, så havde jeg lige efter turneringen ikke brug for en discgolfpause, men begyndte med det samme, at tænke på, hvordan vi kan gøre det endnu bedre næste år. Så jeg kan godt love, at Aalborg Open 2018 bliver en turnering, der er værd at prioritere.

Vi ses på baner’n
TD Kristian Engsig-Karup

Aalborg Open by Prodigy Disc tilmelding

Så er Stage 2 tilmeldingen åbnet til årets finale på DDGU Danish Tour. Det betyder at tilmeldingen er åben for alle, uanset division og rating. Som sædvanligt er TD Kristian Engsig garant for en fantastisk ramme og en super turnering på banen i Bundgaarsparken i Aalborg. Tilmelding som altid via DDGU Scorekeeper. Der er mulighed for tilkøb af overnatning for dem der kommer langvejs fra.

Turnerings Sponsor

 

Har du endnu ikke tilmeldt dig Danish Tour #5 i Valbyparken eller Sjællandsmesterskaberne samme sted og samme weekend, så kan du stadig nå det. Tilmeldingen lukker på lørdag.

Hvis du undrer dig over hvor tilmeldingen til de jyske mesterskaber er henne, så overvej om det ikke er noget for dig at afholde dem. Det behøver ikke at være noget stort og fancy arrangement, og DDGU hjælper med det administrative. Det vigtigste er at banen er klar og der er en tovholder.

Tilmelding til DM annonceres snarest.

 

Sidste tilmelding til RUC Open ’17

Turneringssponsor

Så er det snart sidste chance for at melde sig til DDGU DT 2017 #3 – RUC Open. Registreringen lukker på lørdag til midnat. TD har lagt et enormt arbejde i at gøre turneringen til den bedste på touren i år, og banen kommer til at stå knivskarpt og klar til at udfordre alle spillere, og Disc Import kommer med butikken.

Ud over RUC Open, er registreringen også åben for de efterfølgende to afdelinger af Danish Tour i Tilst og Valbyparken samt Sjællandsmesterskaberne. Alle turneringerne er i Stage 2, og dermed åben for alle

Tilmelding til RUC Open

Turneringssponsor

I aften kl. 20:00 åbnes der for tilmeldingens Stage 1 til DDGU Danish Tour #3 2017, RUC Open. Se al info om RUC Open ’17 på turneringens hjemmeside. Tilmeldingen foregår som altid på Scorekeeper. Stage 2,hvor alle kan melde sig til, åbner mandag d. 27/3 kl. 20:00

Tilmeldingen er også stadig åben i Stage 2 for de første to afdelinger, Mølleparken Open og Gram Slot Open, hvilket betyder at alle har mulighed for at tilmelde sig. Registreringen til Mølleparken Open lukker d. 1/4 kl 23:59.

 

 

« Older Entries