Lørdag d. 2. maj 2015 blev 3. afdeling af Prodiscus Danish Tour 2015 spillet på banen i Bundgårdsparken, Aalborg. Der var mødt små 40 stykker op i det nordjydske, for at prøve kræfter med den alsidige og til tider krævende bane. Skiftende regn og sol havde op til turneringen fået græsset til at gro kraftigt, så det var lige til den lange side i forhold til turneringsstandard. Ud over det tog banen sig godt ud og der var i dagens anledning streget 10 meter linjer op på samtlige kurve, hvilket bestemt kan anbefales til følgende arrangører. Det er blevet rigtig godt modtaget af alle spillere både her og i Randers.
Banelayoutet var i forhold til sidste år opdateret med større OB-zoner, som øgede presset på tee-stederne. Spillerne blev straffet lidt hårdere for at kikse drivet flere steder. Ændringerne blev modtaget positivt, og derfor tages de med i banelayoutet til DM i september.
Finalehullerne var lagt omkring amfiscenen, for at gøre finalen mere publikumvenlig. Det gav godt nok lidt trafikale problemer omkring hul 8, men de blev løst på fornuftig vis af TD (hvis jeg selv skal sige det). Disse småproblemer blev efter min og flere af spillernes mening opvejet af, at publikum stort set kunne følge med i alle finalerne samtidigt fra amfiscenen. Der var en slags 18th green stemning over det.
Turneringssponsor
I AM Intermediate viste Jakob Brix Hansen fra Dinosaurs solidt spil hele dagen med runder i 55 (-2) og 56 (-1), hvilket førte til at Jakob kunne gå i finalen med en solid føring på 7 kast ned til Peter Festersen fra Opdrift, som havde haft en skidt 1. runde i 62 (+5). De to øvrige finalepladser blev besat af to Dinosaurs-spillere i form af Dan Leslie Andersen (+8) og Michael Stokbæk (+10). I finalen udviste Jakob god ro og gik rundt i par, hvilket var rigeligt til at snuppe sejren, idet de andre alle gik over par. Stort tillykke til Jakob! Det skal lige nævnes, at Jakob var inde i byen og blive vaccineret mellem runde 1 og 2. Årsagen var, at han den følgende mandag skulle afsted på en 2 måneders rejse til Sydamerika. I den anledning var en solidt sjak af hans venner mødt op til en farveløl, og de kunne sidde på amfiscenen og se ham vinde lortet. God timing, Jakob!
Finalen bød også på et fantastisk drive på hul 16XL af Dan Leslie Andersen. Jeg har aldrig set én der udstrålede så meget ”nu skal den fandme ha”-attitude, og så lige efter opleve det vildeste grip-lock. Fedt du kunne grine af det, Dan. Det var virkeligt også sjovt.
Am Intermediate rækken bød også på endnu en bemærkelsesværdig begivenhed. Vi har i Aalborg tradition for, at give en trøstepræmie til én, som har været særligt uheldig. Sjovt nok er det som regel én på hul 8. Mads Skovbjerg Eriksen lavede i 2. runde en 7’er på hul 8, hvilket i sig selv ikke er specielt bemærkelsesværdigt. Det var mere måden det skete på. Han lavede efter sigende et perfekt drive lige til kurven, men desværre rejste discen sig og rullede i bund. Mads lavede sit up-shot og puttede for par…..miss….og nyt rul hele vejen ned. Nyt Up-shot og put for dobbelt boogie…..miss…..og igen rul hele vejen ned. Upshot og put for en 7’er. Sådan kan det gå. Jeg håber, du har fået og synes om din Prodiscus disc, Mads.
I AM Advanced var det endnu en Dinosaurs spiller der viste mest stabilitet. Martin Therkildsen spillede rundt i 56 (-1) og 58 (+1), hvilket i mine øjne er pisse flot af en spiller som første begyndte at spille for alvor i sidste sæson. Det er dog tydeligt at se på Martins scorekort, hvor der skal arbejdes for at tage det næste skridt. Igen birdies på par 4 hullerne. Det gør dog ikke så meget, når man stort set kører 3’ere og 2’ere på resten af hullerne.
Martin gik til finalen med en 5 kasts føring foran Kenneth Eriksen (+5) og Ronnie Stjernholm (+5). Sidste mand i finalen var Daniel Jørgensen (+7). Alle tre fra Opdrift. Der blev allerede på første finalehul tændt et håb hos forfølgerne, da Martin lavede en 5’er på hul 3. Et hul som også havde drillet ham i runderne med hhv 4 og 5. Martin holdte dog styr på nerverne og gik de øvrige huller i +1, så han endte i samlet +3. Det var 3 kast bedre end Ronnie og Kenneth på en delt 2. plads. Tillykke til Martin!
I GrandMaster dukkede Martin Frederiksen ikke op, så der var kun tre mand til at kæmpe om sejren. Det blev en ret tæt kamp, idet alle tre spillede solidt. Inden finalen lå Claus Ildvedsen fra Opdrift i -4, to kast foran Michael Grøn fra KFK i -2. Michael var dén af de tre der i løbet af dagen havde spillet mest over sin egen rating, og for det skal du have et: Flot! Sidste mand var Benny Sørensen fra Randers som lå i par. I finalen var spændingen intakt indtil de sidste to huller, hvor Claus lå i -3, Michael i -1 og Benny i par. Hul 17 blev afgørende, idet Claus lavede birdie, mens Michael og Benny lavede dobbelt boogie og boogie henholdsvis. Hul 9 ændrede ikke noget, og derved tog Claus anden Tour sejr på stribe, mens Michael og Benny delte 2. pladsen. Tillykke med det.
Masters vinder Mikael Birkelund
Masterrækken blev for tredje turnering i træk domineret og vundet af Mikael Birkelund fra Opdrift. Han sluttede i -7, som var 10 kast foran nr. 2 Jakob Burkard (freelance). Bjarne Thomsen fra ÆDGK og Timothy Hald fra Opdrift tog 3. og 4. pladsen med hhv. +7 og +17. Mikael grundlagde sejren allerede i 1. runde med en 50’er (-7, rated 1007), og så var det cruisekontrol resten af vejen. Mikaels dominans er ikke overraskende, idet det er første år han stiller op i Master og sidste år spillede med om topplaceringerne i Open. Det bliver spændende at se, hvad Mikael kan præstere i næste uge i Kokkedal, hvor Masterfeltet også inkluderer Søren Sejr Larsen og Al Flemming.
I Open-rækken var vinderens dominans endnu større. Det var et one man show af de helt store. Med runder rated til hhv 1047, 1035 og 1058 (finale) sørgede Thomas Rasmussen fra Opdrift for at levere den i mine øjne bedste turneringspræstation på dansk jord i lang tid, hvis ikke nogensinde. Jeg havde selv fornøjelsen af, at gå med Thomas i 1. runde, hvor han gik rundt i pargolf-værdige 46 kast (-11). Det var nu ikke fordi han parkerede drives hele tiden, men han satte stort set alt indenfor og op til et par meter uden for cirklen.
Open vinder Thomas Rasmussen
Efter 8 huller lå han 6 under og så lavede han rundens eneste seriøse fejl og det var et drive langt ind i busken til højre på hul 13. Det kostede en boogie, men Thomas fulgte op med birdies på de to følgende huller, og så var det glemt. Fire birdies mere på vejen hjem, og så skulle man tro han kunne slappe af og køre cruise-control. Men nej 2. runde var ligeledes sub-50 med en 49’er (-8). Dermed kunne Thomas starte finalen i -19, som var 12 kast bedre end nr. 2 Christian Madsen fra Opdrift (-7). Christian var skarpt forfulgt af Søren Larsen fra Horsens i -5. Det er Sørens anden Open finale på touren i år, og det er sku stærkt gået, når man tænker på Sørens rating på 937, som ligger lige over cuttet til AM Advanced. Fedt at se de gode takter, Søren. Sidste mand i finalen var Troels Rasmussen fra Opdrift, som ligeledes har vist god form på det seneste. Thomas valgte ikke at slippe speederen i finalen og gik den i -5, selv om han tog en boogie på hul 8. Den blev i øvrigt fulgt op af en flot birdie på hul 16XL. Finalen blev dog alligevel spændende og skæbnesvanger, idet Troels viste storspil og gik de 9 huller i -3, mens Christians og Sørens kræfter var brugt op med finalerunder i hhv +3 og +5. Dermed snuppede Troels 2. pladsen. Pisse stærkt gået, Troels.
Toursponsor
Thomas kunne med et år fra tronen igen hyldes som Aalborg Open mester, og i mine øjne er Thomas med denne præstation 1. udfordrer til DM-titlen. En lignende præstation til september kan i hvert fald give Karl Johan kamp til stregen. Ikke for at lægge pres på dig, Thomas……
Tusinde tak til alle deltagere for at…..ja…..deltage, og tusinde tak til alle dem, der har hjulpet til med at få turneringen til at forløbe smooth. Også stor tak til Prodiscus for alle de fine præmier og tak til Discimport for at give spillerne mulighed for at udvide sortimentet.
Jeg håber, at se jer alle sammen i Aalborg igen til DM.
TD, Kristian Engsig-Karup