For dem der ikke selv har fulgt med på Facebook, bringer vi her EM-holdets kaptajn Kristian Engsig-Karups opsummering af EDGC 2016.
EDGC 2016 er slut, og som kaptajn føler jeg det er på sin plads, at jeg binder en sløjfe på hele forløbet.
Det var selvfølgeligt ærgerligt, at det ikke lykkedes os, at få danskere på skamlen, men der var helt klart gode takter. Jeg vil lige dele et par af de iagttagelser og tanker jeg gjorde mig, omkring danskernes spil.
Først og fremmest vil jeg fremhæve Albert, som faktisk gjorde det meget bedre, end han nok selv vil mene. Jeg fulgte ham på en del af 3. runde, og jeg så en knægt, der spillede meget velovervejet, og uden slinger i valsen. Hans scorekort vidner også om dette med double bogey, som værste score på hele kortet, og tre runder som alle var rated omkring 920. Stærkt gået, Albert!
Vores anden junior, Vincent, fik jeg ikke muligheden for at følge så meget, men jeg tror han fik øjnene op for, hvor langt der er til toppen, og forhåbentligt motiverer oplevelsen ham til at træne endnu mere.
Iben spillede fuldstændigt op til hendes niveau, og gik hverken nogle specielt gode eller dårlige runder. Iben kører bare sin stil, og slår ikke sig selv i hovedet over, at det på 52 huller ikke er lykkedes at lave en birdie. Jeg er virkeligt glad for, at det skete på det 53. hul, hvor hun nailede et flot birdieput på det svære hul 17. I kan se hendes reaktion i et klip i gruppen.
Tom havde ikke den bedste uge på kontoret med tre runder under niveau, og det var i højere grad Al, der viste de danske Master faner. Efter en flot 2. runde i +1, lå han nr. 12 og i god position til at klare cuttet, men desværre smed han det hele i 3. runde med +8 og endte 4 kast fra cuttet. På trods af de utilfredsstillende resultater i master, havde Al og Tom godt humør hele ugen igennem, og var meget aktive med at bakke de andre danske spillere op på banen.
Karl Johan var desværre ikke med helt fremme i bussen, og efter min opfattelse kan det koges ned til triple bogey’en på hul 6 i første og det missede par put på hul 16 i fjerde. Havde det i stedet været birdie-par, som det burde, så havde han været i omspil om sejren. KJ var, på sin egen rolige måde, frustreret over førstedagen, og at han ikke brændte banen af i nogen af runderne, men alligevel var han på sædvanlig vis fremme i skoene og fuld af god energi udenfor banen.
Jeg gik med Martin på allerførste hul og så hans ufatteligt uheldige start, hvor hans fine indspil til en sikker par rejste sig, rullede i OB og endte med at føre til en double bogey. Sådan en start kan føre til, at man måske satser en anelse mere, fordi man føler der er noget der skal indhentes. Om han gjorde det eller ej ved jeg ikke, men hans runde i -3 er i hvert fald flot ovenpå den start. Endnu mere flot var hans 2. runde, hvor han spillede en meget sjælden bogey fri runde i -7 og pludselig befandt sig i top 10, sammen med KJ. Ærgerligt, at Martin ikke holdte den gode stil på 3. dagen, for hans 4. runde i par med et helvedes vejr er bestemt også vild.
Thomas havde det jeg vil betegne som en ninja-turnering. Der var ikke noget flashy over Thomas’ spil, og han cruisede stille og roligt ind lige udenfor top 20. Jeg tror faktisk Thomas var én af de mest tilfredse danskere.
Jeppe kørte også god stil det meste af tiden. Hvis man lige ser bort fra sidste runde, hvor regn og storm drillede Jeppe, så kørte det ret godt for ham. Hans eneste problem var faktisk hans baghånd, som var nødvendigt på mange af hullerne. Den havde Jeppe glemt derhjemme. Hvis han havde haft en confident backhand med rundt, så havde vi talt om top 10, tror jeg. Baghånd eller ej, så spillede han 3 runder i 1000+, hvilket er bundsolidt.
Mads spillede ligesom Iben fuldstændigt op til sin rating. Problemet for Mads er dog, at han selv føler, at hans niveau er væsentligt højere end hans rating siger. Det mener jeg, han har ret i, men det er kun, når vi taler om hans topniveau. Mads kan spille det vildeste discgolf, men hans bundniveau er bare stadig for lavt til, at han kan gøre sig gældende i så stor en turnering. Han sagde også selv, at han havde begået dén fejl, at have en gameplan, der passede til hans topniveau med de store kast og så videre. Jeg tror, han fik sig en værdifuld lærestreg, og kommer styrket hjem til DK.
Philip spillede hele ugen uden tømmermænd, og det var noget han lige skulle vende sig til. Han fik styr på det i 2. og 3., men førstedagen var for skidt til, at han kunne have cuttet som målsætning.
Troels var den koldeste dansker med tre runder langt under niveau. Det fede var dog, at selv efter to runder på niveau med master women, så sagde Troels, at han ville flække banen i tredje, og jeg er sikker på, han mente det. Det gik bedre, men der blev ikke flækket noget.
Jeg selv spillede faktisk det bedste discgolf, jeg nogensinde har spillet….lige indtil jeg lå på green. Jeg tror, jeg satte 4 put i hele turneringen fra mere end 4 meter. Dem af jer, der har spillet med mig i løbet af året, har set hvad jeg mener. Alligevel var det en sand fornøjelse, at spille med i sådan en event, og der er intet der slå det rush, det giver, at blive anouncet på første tee til jubel fra holdkammeraterne.
Hvad vi ikke skabte af resultater på banen, det skabte vi i den grad udenfor banen. Der var uden sammenligning størst jubel, når en dansker blev anouncet ved første tee, og det var fordi der var en helt fantastisk holdånd. Vi havde styr på de andres teetimes og prioriterede at være der. Derudover spredte vi også smil på læben hos den lokale befolkning, når vi gik rundt i gaderne, fordi KJ altid havde sine “Double Trouble” discs eller en mini med. Der blev lavet en masse urban disc, og det var alt for fedt. Derudover tror jeg ikke, der var nogen af de andre hold der nåede os til sokkeholderne, når det kommer til at rapportere om begivenhederne til hjemlandet. Det var simpelthen så fedt, at så mange af jer fulgte med på den måde, og jeg tror såmænd det endte med, at der også var udlændinge der fulgte gruppen.
Alt i alt var det en oplevelse, der overgik alle mine forventninger, og hvis ikke spillet rækker til det til den tid, så vil jeg allerede nu gerne skrives på listen over mulige kaptajner om to år.
Jeg vil lige give en særlig tak til Rene, som kørte selv hele vejen derop, for at støtte og filme os. Det var sku sejt, Rene, og glem nu ikke: nogen gange kan det blive lidt for live…. Også tak til Alberts bedsteforældre, som var med hele ugen og fulgte Alberts spil med nerverne udenpå tøjet. Det var legendarisk, da de efter en runde, med stolthed i stemmen sagde til Albert, at det var skide flot, hvorefter en skuffet Albert svarede: “Ja, slap nu af, det var pisse ringe!”. Til sidst en tak til Jeppe og KJ, for at være de fedeste roommates. Det var som at være 20 år igen. Med børn, arbejde og andre seriøse forpligtigelser, er det noget helt specielt, at have det sådan i det meste af en uge.
El Capitan
Kristian Engsig-Karup