Turneringssponsor
I weekenden 5.-6. august blev Aalborg Open by Prodigy Disc afholdt i Bundgårdsparken. Turneringen var sidste afdeling af Danish Tour 2017 og derfor var der mere end turneringens resultat på højkant for nogle spillere. Banen i det østlige Aalborg viste sig fra sin bedste side, idet Aalborg Dinosaurs’ medlemmer havde lagt et stort stykke arbejde i at trimme den, så den stod skarpere end nogensinde. Samtidigt gav den de fleste spillere store udfordringer, idet en kraftig og ustadig vind huserede i Aalborg hele weekenden. Ud over banens stand, så havde rammerne for turneringen i år fået endnu et løft, ved at klubhuset på Herningvej i løbet af året var blevet renoveret med nyt køkken og opholdsrum.
Selve turneringsforløbet gik efter min mening bedre end nogensinde. Takket være en stor indsats fra Dinosaurs’ medlemmer, som tog sig af “alt det andet”, lykkedes det mig at styre turneringen sikkert i mål med kun en enkelt forsinkelse ift. tidsplanen (15 min på præmieoverrækkelsen), og samtidigt have ro i kroppen til selv at spille fornuftigt.
I disse rammer leverede spillerne en spændende dyst i stort set alle rækker og samtidigt en spændende afslutning på den samlede Danish Tour.
AM Intermediate:
Efter lørdagens to runder, så det ud til Morten Ulsø Bjørklund (KFK) ville cruise sejren hjem og måske endda snuppe den samlede tour sejr med kun 4 turneringsdeltagelser for næsen af Omid Alang (KFK). Morten gik rundt i bundsolide runder på hhv 55 (930) og 56 (916). Med kraftig vind fra skiftende retninger er det rigtig flot. Han kunne dog ikke hvile helt på laurbærene, idet en gruppe af de lokale spillere (Martin Amadeus Rahbek, Tage Miller og Steffen Flak Mariendal) lå lige bag ham. Presset blev dog også for meget for Morten, som i tredje runde måtte nøjes med en 62’er (854), mens forfølgerne holdte sammen på det med hhv 59 (886), 57 (908) og 60 (876). Dermed lå alle fire spillere indenfor 2 kast inden finalen. Allesammen spillede en solid finale, men desværre for Morten trak han det korteste strå og måtte nøjes med en delt 2. plads med Tage Miller, som slutspurtede sig op ved siden af ham. Martin Amadeus blev i sidste ende sejrsherren med et enkelt kast foran Morten og Tage, mens Steffen tog sig af 4. pladsen et kast bag dem.
Samtidigt spillede Omid et brag af en finale i 25 kast (937), hvilket sikrede ham en 5. plads og dermed nok point til at tage den samlede tour sejr. Jeg tror, det var en vigtig én for Omid. Jeg har i hvert fald sjældent set en spiller fokussere så meget på scores og stillinger under en turnering. Hvis du nogensinde kommer til Aalborg og træner med mig, Omid min ven, så vil hele træningen handle om, hvordan vi får din fokus væk fra stillingen og hen på dit næste kast. Men tillykke med sejren trods alt.
Bedst ratede runde: Morten Ulsø, 1. runde, 930 (55)
AM Advanced:
Her var der ikke den store spænding omkring den samlede tour sejr, idet Joakim Vestergaard (Opdrift) allerede havde sikret sig den, på grund af fraværet af Mathias Fink (KFK), ja og selvfølgelig godt spil af Joakim i årets løb. I turneringen endte det med at blive tæt løb mellem Hans Christian Jensen (Dinosaurs) og William Kongsbak (KFGK). Begge spillere leverede et resultat, som kunne have sendt dem i top 5 i open, og det vidner om, hvilket talent de begge har. I sidste ende viste det sig, at Williams første runde i 62 (918) blev afgørende, idet den gav HC et forspring, som William, på trods af et mere end hæderligt forsøg, ikke kunne nå at hente. Tillykke til HC med sejren.
Det skal lige nævnes, at HC oprindeligt havde tilmeldt sig i AM Intermediate, men blev overtalt af hans klubformand til at skifte række. Stærkt gået, at levere varen, HC, og hvilken dømmekraft din formanden må have…:-)
Bedst ratede runde: Kenneth Eriksen (Opdrift), 3. runde, 966 (57).
Women:
Der var hele 4 kvinder til start i år, hvilket aldrig er set bedre Aalborg (ud over de to DM, vi har afholdt). Der var ingen spænding om den samlede tour sejr, idet Iben Blåbjerg (Randers) med 4 sejre allerede havde sikret sig den. I selve turneringen blev hun dog fulgt helt til dørs, af den nye komet, Ria Galleza (KFGK), som viste stabilt spil hele weekenden. Iben havde dog inden finalen sikret sig et 6 kast forspring, og selv om Ria hentede de tre, så var det for meget til at gøre det rigtig spændende. Solidt af Iben at tage 5 ud af 5 sejr i år, men mon ikke snart, Ria, og andre nye kvindelige kræfter begynder at blande sig. Vi arbejder i hvert fald flittigt i Aalborg på at få flere kvinder i gang.
Rie Rasmussen (KFGK) tog sig af 3. pladsen og Sabine Jåtog (Dinosaurs) dannede bagtrop i hendes turneringsdebut. Der skal i øvrigt lyde en kæmpe tak herfra til både Rie, hendes husbond Lars Lau og resten af sjakket fra Kokkedal for at tage turen herover fra det yderste udkantsdanmark.
Bedst ratede runde: Iben Blåbjerg, 3. runde, 865 (61)
Grandmaster:
Et flot felt på 6 friske oldboys stod klar til start. Erling Vestergård (Helsingør) var inden turneringen sikret den samlede tour sejr, hvis bare han stillede op. Det gjorde han så, og vandt den i sikker stil 10 kast foran Martin Vennevold (Dinosaurs).
Bedst ratede runde: Erling Vestergård, 2. runde, 905 (59)
Master:
Idet Al Flemming måtte melde afbud til turneringen stod døren på hvidt gab for Jacob T. Jakobsen (Dinosaurs), som med blot en 7. plads kunne sikre sig den samlede sejr med mindre Jens Rud (Opdrift) samtidigt kom i top 3. Det havde Jacob som forventet ikke noget problem med at klare, og turneringen endte med at blive en tæt battle mellem ham og Mikael Birkelund (Opdrift), og med vores tyske freund, Sascha Görtz (Eagles), lidt halsende bagefter. Jacob skabte med kanon spil et to-kast forspring til Mikael på førstedagen. Om søndagen kom der dog lidt grus i Jacobs maskine fra morgenstunden, mens Mikael trumlede videre, og tog 5 kast på Jacob i 3. runde. Der var lagt op til en spændende finale, og det blev det også, fordi Jacob leverede en 1001 rated finale. Mikael holdte dog niveauet fra de tre andre runder, og det var nok til at tage sejren med 1 kast. Stærkt gået. Jeg glæder mig til at komme op og forhåbentligt batttle med jer om et par år.
Bedst ratede runde: Jacob T., 1. runde, 993 (54)
Open:
I forhold til den samlede tour var der lagt op til en rutine sejr til Kristian Spliid (KFGK), som med en 3. plads kunne sikre sig tour sejren. Det var umiddelbart en formssag, idet Martin Spliid (KFGK) på papiret var den eneste, der kunne true ham. Desværre havde Kristian en skidt dag på kontoret den weekend, og tingene gik ikke helt som alle havde ventet. Martin Spliid satte sig tungt på det hele fra start og endte med at vinde turneringen med imponerende 20 kast i -18. Det er helt brutalt i de vejrforhold efter min mening. Det var på de sekundære placeringer spændingen lå, og her stod kampen mellem Ashton Sarger (KFK), Kristian Spliid og Kristian Engsig-Karup (Dinosaurs). Det hele endte med, at Ashton sikrede sig 2. pladsen, og at Engsig stod med et put på sidste hul, der kunne give ham 3. pladsen og samtidigt afgøre, om Kristian eller Martin ville vinde den samlede tour. Det var første gang Engsig befandt sig i en afgørende finale, og han nåede da lige at tænke, at der var smurt lige lovligt tykt på med pres i hans debut. Han formåede dog at tømme hovedet og sætte det forløsende put.
Bedst ratede runde: Martin Spliid, 1. runde, 1031 (50).
Honorable mention: Peter Sonne (Dinosaurs), 3. runde, 1004 (53).
Turneringssponsor
Tak til Prodigy disc og Discimport for støtten, og selvfølgelig stort tak til alle deltagerne, og specielt til alle dem, som støttede og hjalp til under turneringen. I modsætning til tidligere år, så havde jeg lige efter turneringen ikke brug for en discgolfpause, men begyndte med det samme, at tænke på, hvordan vi kan gøre det endnu bedre næste år. Så jeg kan godt love, at Aalborg Open 2018 bliver en turnering, der er værd at prioritere.
Vi ses på baner’n
TD Kristian Engsig-Karup