Monthly Archives: oktober 2015

Fejl i PDGA Ratings fra DM

Der er desværre en fejl i indrapporteringen til PDGA fra årets DM for spillere i AM Advanced (MA1). Spillerne er indberettet som om de har spillet fra gul tee, og derfor er ratings beregnet ud fra et forkert grundlag. Vi er opmærksomme på problemet, og TD har indrapporteret fejlen til PDGA. Rettelsen bør slå igennem efter næste ratingopdatering (17. nov).

Fejlen påvirker alle spilleres ratings, da des er beregnet på et forkert grundlag, men naturligvis hovedsageligt spillerne i AM Advanced. De kan få en indikation af hvad deres reelle rating for de forskellige runder vil være, ved at kigge på ratings for runder med samme score i Open og Masters. Runde 1 og 2, har samme rating for samme score, og tilsvarende er ratings ens for runde 3 og 4.

Resultater og ratings fra DM

Pdgalogo

Referat fra DM 2015

Turneringssponsor

Turneringssponsor

Årets sidste turnering foregik i Aalborg, hvor et fuldt spillerfelt var mødt op til mesterskabsweekend. Aalborg Dinosaurs med Kristian Engsig-Karup i spidsen, bød velkommen med en flot og gennemarbejdet bane sammen med et program, der udgjorde en forrygende weekend, hvor vi også kunne hædre en 10x danmarksmester.

 

Allerede inden spillermødet kunne man fornemme de spændte vibrationer spillerne imellem. Der var nemlig ikke lagt op til solskin og vindstille dage, derimod skulle spillerne igennem 4 runder hvor elementerne skulle vise sig at have en afgørende rolle.

 

Spillerne i AM Intermediate blev vidne til et sandt drama, da Mads Forsberg og Jakob Brix spillede lige op efter 4 runder. De blev derfor sendt ud i et Sudden Death omspil, hvor Aalborg Dinosaurs egen Jakob Brix hev sejren hjem allerede på første hul. Med en fremragende indsats weekenden igennem, kunne han til sidst lade sig krone som vinder af DM15 AM2.

12071786_10154294487243508_1567207557_n

En lille opmærksomhed skal også sendes til divisionens nr. 3, Lauge Liborius Nielsen, som fik en straf på 2 kast på vej ind i 4. Runde. Uden den straf havde hans 970-ratede 4. Runde været nok til at han kunne have deltaget i omspillet om den samlede sejr.

 

I AM Advanced var der aldrig tvivl om sejren, da Ronnie Stjernholm viste sig en for stor mundfuld til det jagtende felt. En fuldt fortjent sejr, der blev konsolideret via flot, stabilt og træfsikkert spil. De efterfølgende pladser var der dog mere kamp om, og det var kun efter banens sidste 18 huller at en velspillende Janus Hajslund kunne vriste 2. Pladsen ud af Daniel Jørgensens hænder.

 

Ligesom i AM1, ligeså i Grandmasters divisionen. Martin Frederiksen var ikke til at true, og han kunne da også senere lade sig hylde som Danmarksmester igen, igen, igen etc. J. Det lod sig gøre med massive 11 under par; 17 kast bedre end andenpladsen der blev indtaget af Claus Ildvedsen. 3. Pladsen gik fortjent til Erling Vestergård, der kom i mål med 14 over par.

I Masters rækken kunne Mikael Birkelund Jensen-Johansen endelig lade sig hylde som Danmarksmester. Det er Mikaels første titel, hvilken kom flot og sikkert i hus med stabile -5. Masters divisionen er tæt, med mange dygtige spillere, så derfor er det kun et endnu mere respektindgydende resultat. Efterfulgt af Mikael Birkelund, kunne Al Fleming fejre sin 2. Plads samt tiende top-5 placering, som Master, ud af 11 mulige forsøg i år – en flot sæson. På 3. Pladsen kom Jacob Teglgaard Jakobsen skarpt forfulgt af Tom Mathiesen.

12168157_10154294487343508_542624761_n

En anden række hvor der var hård konkurrence om placeringerne, var i Open Women. Her kæmpede Iben Blaabjerg og Alette Vissing om titlen, hvor det til sidst kun var tre kast der skilte dem ad. Derfor kan Alette det kommende år, med rette, kalde sig Danmarksmester. Udover denne interne duel, bød kvinderækken også på en anden nævneværdig præstation, da Lise Thygesen sæsondebuterede med en flot 3. Plads.

 

Inden vi når til hovedpræmien, skal juniorerne også nævnes. I år havde vi fire deltagerer i denne division, og med deres gejst, gåpåmod og evner glæder vi os til at se meget mere til dem de kommende år. Et stort tillykke til den nye Juniormester Vincent Garver Stewart Pedersen, som kom i mål i +14, hvilket svarer til en samlet 14. Plads i AM2.

 

Hvad vi var vidne til i mændenes Open division i Aalborg, vil sent blive glemt. Først og fremmest mødte Karl Johan Nybo op som storfavorit, desuden var han også ni dobbelt regerende Danmarksmester – ikke at det mindskede forventninger til ham.

 

For det andet, så fik han kamp til stregen. Heimir Gudbergsson startede som lyn og torden, og da lørdagen var færdigspillet havde han skaffet sig selv en solid føring ned til KJ og resten af feltet.

 

Om søndagen stod jord og himmel i et, det regnede sidelæns og alle spillere på tværs af divisioner grinte i resignation til hinanden. I mændenes førergruppe var historien imidlertid en anden, med to fremragende runder, hver på 49 (-9), kunne KJ Nybo tage en overbevisende føring med sig ind til finalen. Her fulgtes han med Kristian Legind Spliid, Martin Spliid og Heimir. Finalen ændrede ikke på de store ting i det samlede klassement, og det var en tydeligt overvældet Karl Johan der kunne strække armene i vejret, og lade sig hylde som Danmarksmester for tiende gang i træk.

 

Et klart højdepunkt var KJ’s anerkendelse af Heimir Gudbergsson, for at tvinge det bedste frem i ham.

Heimir Gudbergsson, Martin Spliid, Karl Johan "KJ" Nybo og Kristian Spliid

Heimir Gudbergsson, Martin Spliid, Karl Johan “KJ” Nybo og Kristian Spliid

Til sidst vil vi gerne fra DDGU sige stor tak til Aalborg Dinosaurs og TD, Kristian Engsig Karup for en fremragende turnering, og endnu engang ønske alle vinderne tillykke – det var fuldt fortjent.

 

Vindere:

Junior: Vincent Garver Stewart Pedersen

AM Intermediate: Jakob Brix

AM Advanced: Ronnie Stjernholm

Grandmasters: Martin Frederiksen

Masters: Mikael Birkelund Jensen-Johansen

Open Women: Alette Vissing

Open: Karl Johan Nybo

 

Vi vil gerne høre din mening

Vi vil i DDGU’s bestyrelse altid gerne høre hvad medlemmerne synes, og er altid åbne for ideer, feedback og kritik. Vi lytter til hvad medlemmerne siger, når vi er ude i blandt jer, hvad enten det er til træninger eller turneringer. Vi hører dog ikke alt, og I er også altid velkomne til at skrive til os.
For at få noget mere struktureret feedback, har vi i lighed med tidligere år også oprettet et spørgeskema, som vi meget håber på at så mange af jer som muligt vil udfylde.
Din mening er lige så vigtig som alle andres, og vi har brug for at vide hvad medlemmerne tænker. Vi vil rigtigt gerne forbedre os, og gøre så mange som muligt glade, samtidig med at vi forhåbentlig også fremover kan tiltrække endnu flere nye spillere.