November Nyt
Årets Spiller og Årets Rookie
Vi skal i fællesskab have kåret Årets Spiller og Årets Rookie. I den forbindelse siger vi tak for alle nomineringer. Det er jo netop jer spillere, der både nominerer og kårer årets spiller og årets rookie. Vi har også modtaget flere nomineringer til Årets ildsjæl. Her vil bestyrelsen kåre vinderen.
De tre vindere modtager alle et PDGA-medlemsskab for 2021.
Følg linket herunder for at stemme på din favoritkandidat.
DDGU Danish Tour 2021 Presented by Latitude64
DDGU har modtaget endnu et bud på afholdelse af en afdeling af DDGU Danish Tour 2021 presented by Latitude64. KFK er værter ved denne afdeling i Valbyparken i weekenden 18. og 19. september. Touren har nu fem afdelinger fordelt med tre i Jylland og to på Sjælland. Vi ser frem til en god (og forhåbentlig normal) sæson i 2021.
Vintertours
Vintersæsonen er godt i gang på begge sider af Storebælt. Det er svært at få armene ned efter at have oplevet den store interesse blandt spillerne. Turneringer bliver fyldte på ingen tid, hvilket har skabt nogle udfordringer i en tid med COVID-19 restriktioner. De respektive udvalg og TD’er har dog formået at løfte opgaven, så vi kan spille turneringerne under sikre forhold. Dejligt at se det store arbejde, der ligger bag de succesfulde vintertours.
Baneudvikling
På de sociale medier skete der også noget interessant i sidste weekend. Mange steder i landet var der indkaldt til arbejdsdag, hvor eksisterende baner blev opgraderet, men også nye baner etableret. Der er godt gang i den rundt omkring, og DDGU håber at den gode udvikling fortsætter i den nye sæson.
God vind derude og støt jeres klubber. De skaber de gode faciliteter og arrangementer.
Bestyrelsen