Juniorpuljen

DDGU har oprettet en juniorspulje, der er rettet mod at fremme sporten blandt unge udøvere og dermed sikre en fremtidig vækst. Som det tidligere er blevet nævnt, blev det desuden vedtaget ved sidste års generalforsamling, at kontingentet skulle forhøjes, hvor forøgelsen skulle øremærkes til ungdomsarbejde. Vi vil selvfølgelig gerne af med pengene igen, men det kræver, at der er nogle med idéer og lyst til at lægge en smule arbejde i et projekt melder sig.

Hvis du kunne tænke dig at søsætte et projekt, som f.eks. en turnering eller måske noget mere PR orienteret med fokus på unge spillere, så send os en mail. Det er en god idé at undersøge hvad projektet specifikt har brug for, og hvad de enkelte dele koster på forhånd, men vi modtager også gerne en mail hvis det bare er en løs idé, så vi kan få et billede af, hvad du har i tankerne, og eventuelt komme med input eller løsningsforslag til hvordan netop din ide kan realiseres.

Der skal også lyde en tak til Martin Frederiksen, der donerede sine præmiepenge fra den flotte 3. plads ved European Championship 2012 til puljen.