Tag Archives: Dinosaurs

DM og Sjællandske Mesterskaber – sid klar ved tasterne

Vi er blevet spurgt ca 20 gange inden for den sidste måned: ‘hvornår åbner tilmeldingen til DM?`’.

Nu er svaret her: Stage 1 af tilmeldingen til DM i Svinninge åbner mandag d. 27. juli kl 18. læs mere her: https://wp.ddgu.dk/?page_id=272

Stage 1 af tilmeldingen til SM, der i år afholdes på Eghjorten i Hillerød, åbner søndag d. 26. juli kl 20. Info for SM2020 findes her: https://wp.ddgu.dk/?page_id=264

For øjeblikket har Aarhus Open og Svinninge Open også åbent for tilmelding, og lørdag d. 25. åbner tilmeldingen til Aalborg Open. Find mere info om disse turneringer i kalenderen.

Danish Tour #4 i Aalborg – titlen skulle afgøres med eet kast

I weekenden blev 4. afdeling af Danish Tour afviklet i Aalborg. Det var Dinosaurs der var vært, og som sædvanlig var der ikke sparet på detaljen i arrangementet. Med en udvidelse til 20 huller var banen også blevet en god mundfuld for de fleste. Den lokale skole dannede ramme om tourneringscentralen, og en del spillere kunne også overnatte her.

Der blev spillet 2 runder lørdag og 1 runde + 10 hullers finale søndag inden titlerne kunne afgøres for weekenden.

De 77 spillere der stillede til start var godt udrustede med ekstra vanddunke til at klare sensommer-heden i bundgaardsparken.

Der var bred enighed i feltet om, at den udvidede bane var en god udfordring – alligevel var score-separationen ret lille i langt de fleste af divisionerne. Det var således kun i MA1 og MJ18 at der var mere end 6 kast mellem 1. og 2. pladsen.

I MP55 var der endda lighed om 1. pladsen efter de 3 første runder, og da der kun var 3 opstillede i denne division var der ikke nogen finale, men der skulle stadig spilles sudden death for 1. pladsen og trofæet mellem Arn Amossen og Erling Vestergaard – der blev Erling der her kunne rende med sejren efter 3 hullers omspil.

I MJ18 var der hele to friske fyre opstillede. Efter en lang weekend kunne Simon Sinning rejse trofæet for 1. pladsen.

I MA2 førte Troels Johansen rimeligt komfortabelt efter 1. runde, men allerede efter 2. runde kunne Morten Lund Kristensen puste ham rimeligt hedt i nakken, og således var der kun 1 kast mellem dem da de gik ind i finalen søndag. Her slog Morten igennem, og kunne med 4 komfortable kast ned til Troels løfte hans trofæ for 1. pladsen.

MA1 var en af de lidt mere ‘kedelige’ divisioner. Her kom Søren Handrup, og Søren så og Søren sejrede med hele 12 kast ned til Casper Reenberg på 2. pladsen.

I MP50 var der lighed for 1. pladsen efter 1. runde, men allerede efter 2. runde kunne Kjeld Bruun etablere dominans og endte da også med 1. pladsen efter 3 runder + finale – 6 kast ned til Martin Vennevold på 2. pladsen.

i FPO var Iben Blaabjerg og Lena Brammer lige på 2. pladsen efter Lydie Hellgren, og Iben og Lena gik begge en kanon finale, men kunne dog desværre ikke nå Lydie alligevel, der endte med 2 kast ned til Iben og Lena på den delte 2. plads.

i MP40 startede Al, ikke overraskende, ud med føringen, men måtte dog til sidst se sig slået med eet kast af Jacob Teglgaard.

I MPO var der også et velkendt battle hele weekenden mellem Kristian og Martin Spliid. I en neglebidder af en finale, hvor Martin fik kæmpet sig foran med et par kast, blev det hele dog afgjort på allersidste hul, da Martin som følge af et uheldigt drive, måtte kæmpe for overhovedet at komme til kurven. Kristian kunne derfor til sidst løfte trofået med eet kast ned til Martin.

Godt kæmpet alle sammen!

Weekendens resultater kan findes her: https://discgolfmetrix.com/928633 og PDGA-ratings findes her:  https://www.pdga.com/tour/event/42128

Den samlede point-stilling er opdateret og findes her: https://wp.ddgu.dk/?page_id=1951

Husk, at tour’en endnu ikke er ovre, og der er stadkg pladser at spille for. Sidste afdeling for i år er i Sorø, og tilmeldingen er stadig åben! – https://wp.ddgu.dk/?page_id=1866

Referat fra DM 2015

Turneringssponsor

Turneringssponsor

Årets sidste turnering foregik i Aalborg, hvor et fuldt spillerfelt var mødt op til mesterskabsweekend. Aalborg Dinosaurs med Kristian Engsig-Karup i spidsen, bød velkommen med en flot og gennemarbejdet bane sammen med et program, der udgjorde en forrygende weekend, hvor vi også kunne hædre en 10x danmarksmester.

 

Allerede inden spillermødet kunne man fornemme de spændte vibrationer spillerne imellem. Der var nemlig ikke lagt op til solskin og vindstille dage, derimod skulle spillerne igennem 4 runder hvor elementerne skulle vise sig at have en afgørende rolle.

 

Spillerne i AM Intermediate blev vidne til et sandt drama, da Mads Forsberg og Jakob Brix spillede lige op efter 4 runder. De blev derfor sendt ud i et Sudden Death omspil, hvor Aalborg Dinosaurs egen Jakob Brix hev sejren hjem allerede på første hul. Med en fremragende indsats weekenden igennem, kunne han til sidst lade sig krone som vinder af DM15 AM2.

12071786_10154294487243508_1567207557_n

En lille opmærksomhed skal også sendes til divisionens nr. 3, Lauge Liborius Nielsen, som fik en straf på 2 kast på vej ind i 4. Runde. Uden den straf havde hans 970-ratede 4. Runde været nok til at han kunne have deltaget i omspillet om den samlede sejr.

 

I AM Advanced var der aldrig tvivl om sejren, da Ronnie Stjernholm viste sig en for stor mundfuld til det jagtende felt. En fuldt fortjent sejr, der blev konsolideret via flot, stabilt og træfsikkert spil. De efterfølgende pladser var der dog mere kamp om, og det var kun efter banens sidste 18 huller at en velspillende Janus Hajslund kunne vriste 2. Pladsen ud af Daniel Jørgensens hænder.

 

Ligesom i AM1, ligeså i Grandmasters divisionen. Martin Frederiksen var ikke til at true, og han kunne da også senere lade sig hylde som Danmarksmester igen, igen, igen etc. J. Det lod sig gøre med massive 11 under par; 17 kast bedre end andenpladsen der blev indtaget af Claus Ildvedsen. 3. Pladsen gik fortjent til Erling Vestergård, der kom i mål med 14 over par.

I Masters rækken kunne Mikael Birkelund Jensen-Johansen endelig lade sig hylde som Danmarksmester. Det er Mikaels første titel, hvilken kom flot og sikkert i hus med stabile -5. Masters divisionen er tæt, med mange dygtige spillere, så derfor er det kun et endnu mere respektindgydende resultat. Efterfulgt af Mikael Birkelund, kunne Al Fleming fejre sin 2. Plads samt tiende top-5 placering, som Master, ud af 11 mulige forsøg i år – en flot sæson. På 3. Pladsen kom Jacob Teglgaard Jakobsen skarpt forfulgt af Tom Mathiesen.

12168157_10154294487343508_542624761_n

En anden række hvor der var hård konkurrence om placeringerne, var i Open Women. Her kæmpede Iben Blaabjerg og Alette Vissing om titlen, hvor det til sidst kun var tre kast der skilte dem ad. Derfor kan Alette det kommende år, med rette, kalde sig Danmarksmester. Udover denne interne duel, bød kvinderækken også på en anden nævneværdig præstation, da Lise Thygesen sæsondebuterede med en flot 3. Plads.

 

Inden vi når til hovedpræmien, skal juniorerne også nævnes. I år havde vi fire deltagerer i denne division, og med deres gejst, gåpåmod og evner glæder vi os til at se meget mere til dem de kommende år. Et stort tillykke til den nye Juniormester Vincent Garver Stewart Pedersen, som kom i mål i +14, hvilket svarer til en samlet 14. Plads i AM2.

 

Hvad vi var vidne til i mændenes Open division i Aalborg, vil sent blive glemt. Først og fremmest mødte Karl Johan Nybo op som storfavorit, desuden var han også ni dobbelt regerende Danmarksmester – ikke at det mindskede forventninger til ham.

 

For det andet, så fik han kamp til stregen. Heimir Gudbergsson startede som lyn og torden, og da lørdagen var færdigspillet havde han skaffet sig selv en solid føring ned til KJ og resten af feltet.

 

Om søndagen stod jord og himmel i et, det regnede sidelæns og alle spillere på tværs af divisioner grinte i resignation til hinanden. I mændenes førergruppe var historien imidlertid en anden, med to fremragende runder, hver på 49 (-9), kunne KJ Nybo tage en overbevisende føring med sig ind til finalen. Her fulgtes han med Kristian Legind Spliid, Martin Spliid og Heimir. Finalen ændrede ikke på de store ting i det samlede klassement, og det var en tydeligt overvældet Karl Johan der kunne strække armene i vejret, og lade sig hylde som Danmarksmester for tiende gang i træk.

 

Et klart højdepunkt var KJ’s anerkendelse af Heimir Gudbergsson, for at tvinge det bedste frem i ham.

Heimir Gudbergsson, Martin Spliid, Karl Johan "KJ" Nybo og Kristian Spliid

Heimir Gudbergsson, Martin Spliid, Karl Johan “KJ” Nybo og Kristian Spliid

Til sidst vil vi gerne fra DDGU sige stor tak til Aalborg Dinosaurs og TD, Kristian Engsig Karup for en fremragende turnering, og endnu engang ønske alle vinderne tillykke – det var fuldt fortjent.

 

Vindere:

Junior: Vincent Garver Stewart Pedersen

AM Intermediate: Jakob Brix

AM Advanced: Ronnie Stjernholm

Grandmasters: Martin Frederiksen

Masters: Mikael Birkelund Jensen-Johansen

Open Women: Alette Vissing

Open: Karl Johan Nybo