Ny Corona/COVID-19 opdatering 8. april

I lyset af seneste udmelding fra regeringen opfordrer DDGU til, at alle klubaktiviteter fortsat aflyses på banerne frem til 10. maj. Der opfordres også til, at man ikke arrangerer spil i større grupper i privat regi, at man fortsat tager de nødvendige forholdsregler såsom at holde god afstand til andre og opretholder god hygiejne.
Vi vil nødigt ende i en situation, hvor disc golf beskyldes for ikke at tage dette alvorligt!
Danish Tour 2020 afventer foreløbig endelig besked, hvorvidt det bliver muligt at gennemføre touren. Som udgangspunkt fastholdes udmeldte datoer for de næste afdelinger i Vojens (30./31. maj) og Svinninge (6./7. juni), men vi bliver nødt til at afvente nye udmeldinger fra regeringen ift perioden efter 10. maj. Dertil afventes officiel udmelding fra PDGA vedr sanktioneringer af turneringer. Tour-udvalget håber på forståelse og tålmodighed.
Vi kan desuden også endnu en gang opfordre til at følge de officielt udstukne retningslinier for at stoppe yderligere smittespredning:

– Vask hænder
– Brug håndsprit
– Hold mindst 1-2m afstand til andre spillere
– Host i albuen (“do the dab”)
– Lad være med at røre ved andres discs
– Spil, om muligt alene – der skal nok være rig lejlighed til at spille med dine venner igen inden længe. Vi har allerede set én bane blive lukket, flere skulle nødigt følge. Derfor undgå grupper på banerne og hold afstand til andre.

Sammen kan vi stoppe spredningen, og komme tilbage til en normal hverdag igen.

Yderligere udskydelse/aflysning af arrangementer

PDGA meldte d. 20. marts ud, at man har valgt at suspendere sanktionerede events til og med udgangen af april også på globalt plan, grundet Corona/COVID-19.

Det betyder konkrekt for os i Danmark, første afdeling af Danish Tour der skulle have været afholdt i momhøje d. 18-19. april foreløbigt er udskudt indtil videre. Der arbejdes på at finde en ny dato, men indtil situationen med Corona er afklaret kan hverken vi eller TD Karsten Iversen sige nærmere om hvor det bliver.

Karsten har allerede kontaktet de tilmeldte spillere med nærmere information, og vi opfordrer til, at eventuelle spørgsmål om Momhøje-afdelingen rettes til ham (TD kan kontaktes gennem metrix-siden https://discgolfmetrix.com/1149169 og tilmeldingen for nye spillere er foreløbtigt suspenderet.

Vi kan desuden også stadig kun opfordre til at følge de officielt udstukne retningslinier for at stoppe yderligere smittespredning:
– Vask hænder
– Brug håndsprit
– Hold mindst 1-2m afstand til andre spillere
– Host i albuen (“do the dab”)
– Lad være med at røre ved andres discs
– Spil, om muligt alene – der skal nok være rig lejlighed til at spille med dine venner igen inden længe.

Sammen kan vi stoppe spredningen, og komme tilbage til en normal hverdag igen.

Discgolf og Coronavirus – aflysning af arrangementer


DDGU må desværre udskyde planlagte aktiviteter i marts måned som følge af regeringens og sundhedsstyrelsen retningslinjer angående COVID-19.

Konkret betyder det at den planlagte træneruddannelse i Aalborg bliver udskudt til senere på sæsonen.

DDGU opfordrer samtidigt at alle træninger og sociale arrangementer i klubberne suspenderes – både udendørs og indendørs.

Vi er dog så heldige at disc golf er en udendørssport, der til daglig foregår i små grupper. Tager man ud på banerne, så opfordres man til at tage sine forholdsregler og undgå fysisk kontakt til sine medspillere.

 

Toursponsor til Danish Tour 2020

Kære alle sammen,

I dag kl 20 åbner stage 1 af tilmeldingen til første afdeling af DDGU Danish Tour 2020 i Momhøje – og i år kan vi præsentere Latitude 64, sammen med Disc Golf Solution og FrisbeegolfbaneDK som årets toursponsorer.

Vi er godt klar over, at grundet den sene udmelding af toursponsoren kan der have være lidt misforståelser omkring hvilke af de tidligere udmeldte DT-afdeligner der rent faktisk stadig blev afholdt, men de skulle være udredte nu, således at tourplanen stadig er som følger:

DT #1 – Momhøje – 18-19/4
DT #2 – Vojens – 30-31/5
DT #3 – Svinninge – 6-7/6
DT #4 – Tilst – 8-9/8
DT #5 – Aalborg – 5-6/9

For dem der endnu ikke har set det i kalenderen, så afholdes der ligedeledes Sjællandsmesterskaber på Eghjorten – TD Steffen Rise Andersen –  søndag d. 14. juni og DM på Svinningebanen d. 25-27. september ved Janek Buhl/Prodigy Denmark – (bemærk, 3 dage). De respektive turnerings-sider på DDGU.dk opdateres snarest muligt med mere info herom.

Tilmelding til første afdeling af DT2020 kan findes her: https://discgolfmetrix.com/1149169

Læs mere om DT2020 her: https://wp.ddgu.dk/?page_id=2507
Læs mere om SM 2020 her: https://wp.ddgu.dk/?page_id=264
Læs mere om DM 2020 her: https://wp.ddgu.dk/?page_id=272

Indkaldelse til repræsentantskabsmøde i DDGU

Kære alle sammen,

Hermed indkaldelse til første repræsentantskabsmøde i DDGU.

Følgende klubber er (i skrivende stund) medlemmer, og har dermed stemmeret:

KFGK – 3 stemmer
ÆDGK – 2 stemmer
Disc Golf – Vest – 2 stemmer
KFK – 3 stemmer
Aalborg Dinosaurs – 3 stemmer
FDGK – 2 stemmer
Esbjerg Disc Golf Klub – 3 stemmer
Fanefjord Disc Golf – 2 stemmer

Hver klub skal sende mindst een repræsentant for at have stemmer på mødet (en fremmødt repræsentant kan kun stemme for een klub, også selvom vedkommende måtte være medlem flere steder) – een repræsentant for en klub kan godt bruge alle stemmer for den klub vedkommende repræsenterer, såfremt der kun er een fremmødt repræsentant.

Mødet er i øvrigt åbent for alle, men kun repræsentanter har stemmeret.

 

[gview file=”https://wp.ddgu.dk/wp-content/uploads/2020/01/Indkaldelse-til-repræsentantskabsmøde-2020.pdf”]

DDGU Danish Tour 2020 & DM – de første datoer er på plads

Det er med glæde, at vi kan offentliggøre datoer for det første 3 afdelinger af DDGU Danish Tour 2020 samt Dato og sted for DM2020.

De 3 første afdelinger af DDGU Danish Tour 2020 kommer således til at ligge således:

  • 18-19/4 – Momhøje – 3 x 18 huller, B-tier v. Discgolf-Vest
  • 30-31/5 – Vojens – 3x 18 huller, B-tier v. ÆDGK
  • 6-7/6 – Svinninge – 3x 18 huller, B-tier v. Svinninge Discgolf

 

Vi ved med rimelig sikkerhed, at der kommer et bud fra Aalborg også, de skal dog lige finde en dato der kan passe. Da vi igen i år satser på 5 afdelinger kommer der således til at være en enkelt plads mere på den danske tour, som vi meget gerne modtager bud til.
Vi prøver desuden i år, at skaffe en tour-sponsor – hvis nogen derude har nogen gode leads modtager vi også dem, ud over de partnere vi selv er kontakt med for nuværende.

 

DM?

Vi har fået bud på DM også – da det indløb efter deadline d. 1. januar er det givet til førstkommende bud – DM bliver således også på banen i Svinninge i weekenden* 25-27. september.

Som noget ny vil arrangøren prøve at køre det som et 3-dages event, hvor der spilles 18 huller per dag med tee-tider, således med start allerede fredag. Således kan der lukkes op for op til 120 deltagere, hvilket der muligvis godt kan komme – interessen for DM har historisk set været ret høj. Dog er den lokale klub dog godt klar over, at det potentielt vil betyde en ekstra fridag for nogle deltagere, så længe før det endelige program er på plads og tilmeldingen starter er både DDGU og Discgolf Svinninge modtagelige over for input – alternativt afholdes DM som ‘vanligt’ med 2x 18 huller shotgunstart lørdag og 18 huller + evt playoffs søndag, også som shotgun, så folk kan nå at komme hjem.

Seneste nyt

PDGA har i dag offentliggjort en ny “International Program Guide”  – den offentliggøres på PDGA.com senest til marts – spillere der har sagt ja til at modtage kommunikation fra PDGA vil få en kopi inden for  få dage. Alle andre der ikke kan vente kan altid henvende sig til rene@ddgu.dk for at få en kopi. Den umiddelbare væsentligste ændring er nok, at minimum pro purse for B-tier events er forhøjet fra EUR600 til EUR700,-

 

 

Nytårshilsen

Årets Spiller 2019 – Albert Hytten

2019 nærmer sig sin afslutning, og bestyrelsen i DDGU vil gerne sige tak for et godt år. Da vi overtog bestyrelsesposterne i februar, var vi klar over, at der lå et stort arbejde og ventede. Det gør der stadigvæk, men vi synes, at vi er kommet godt fra land i forhold til visionerne om at sætte klubberne i centrum for DDGUs virke. Det havde vi ikke været i stand til uden opbakningen fra både klubber og spillere fra hele landet. Nedenstående er et forsøg på at opsummere 2019.

Danish Tour 

Det lykkedes at få arrangeret en Danish Tour efter et år uden en formaliseret tour. Tak for opbakningen til alle deltagere og ikke mindst de arrangerende klubber. Der arbejdes på at få planlagt DT 2020 i starten af 2020. I den forbindelse vil vi gerne, hurtigst muligt, have bud fra intresserede klubber ved afholdelse af en afdeling på DT 2020. Skulle en klub have mod på at arrangere DM 2020, så vil vi også gerne vide det hurtigst muligt, inden sæsonkalenderen fyldes.

https://wp.ddgu.dk/?page_id=274

Meld klubben ind i DDGU

På det organisatoriske plan blev 2019 året, hvor DDGU søgte i en ny retning. Vi er fra 1. januar 2020 ikke længere baseret på individuelle medlemskaber, men derimod klubmedlemskaber, akkurat som i alle andre idrætsgrene i Danmark. I den forbindelse opfordres klubberne til at melde sig ind i DDGU for 2020 allerede fra starten af det nye år. Registrerede medlemmer i klubberne bliver så automatisk medlemmer af DDGU. Bestyrelsen har valgt at gøre 2020 kontingentfrit, så klubberne har tid til evt at gentænke deres egen kontingentsatser, så alle er klar på 2021, hvor DDGU igen vil opkræve et kontingent af klubberne. Hvad kontingentet præcist bliver afgøres på repræsentantskabsmødet i marts.

Ved indmeldelse i DDGU bedes klubberne oplyse følgende:

  1. Medlemstal pr 31-12-19
  2. Kontaktoplysninger på klubbens formand
  3. Kontaktoplysninger på klubbens DDGU-kontaktperson (såfremt denne ikke er formanden)

Se DDGUs nye vedtægter her

https://wp.ddgu.dk/wp-content/uploads/2019/12/Vedtægter-for-DDGU_2020_original.pdf

Bestyrelsen opfordrer i øvrigt også alle spillere at melde sig ind i PDGA, hvilket stadigvæk er individuelt. Eller husk at forny dit medlemskab.

PDGA – https://www.pdga.com/membership

Instruktøruddannelse

I 2019 fik Danmark også en disc golf instruktøruddannelse. Vi er stadig i opstartsfasen af projektet, men interessen for tiltaget er stor, så skynd jer at tilmelde nogle fra klubben til næste kursus i Aalborg 21. og 22. marts.

https://www.dgi.dk/arrangementer/202018973000

Slutteligt skal nævnes, at det er fantastisk at opleve engagementet rundt om i landet. Der bliver afholdt flere og bedre turneringer på baner, der bliver mere og mere tidssvarende. Stor tak til klubberne for at udvikle sporten i en sportslig retning.

Turneringerne fyldes efterhånden også hurtigt. Fra et klubperspektiv er det utrolig opmuntrende at opleve den store opbakning fra spillerne. Stor tak til spillerne for at bakke op om alle turneringer, både de sanktionerede og ikke-sanktionerede.

Bestyrelsen ser frem til  – sammen med jer – at fortsætte arbejdet med at udvikle disc golf i Danmark i 2020.

Godt nytår!

På vegne af bestyrelsen

Dennis Thygesen

Formand

dennis@ddgu.dk

 

Tilmelding til forårets Instruktør 1 kursus i Aalborg åbner mandag 16. dec

NEWS Tilmelding til forårets Instruktør 1 kursus i Aalborg åbner mandag 16. dec kl 20. Der er begrænsede pladser, så skynd dig at blive tilmeldt.

Aalborg Dinosaurs er værter – så plejer vi at være i gode hænder.

Husk at de fleste kommuner yder tilskud til klubberne ifm uddannelse.

Information og tilmelding findes på https://www.dgi.dk/arrangementer/202018973000?fbclid=IwAR2DCSq1Fqd95cZzCtdt54a55jbSVq_GtktuDm6u29wxtnZCX2a0kHK3mBM

Ekstraordinær generalforsamling 30. november 2019 resultat

Lørdag d. 30. november 2019 blev der afholdt ekstraordinær generalforsamling i DDGU. I korte træk var der én ting på dagsordenen – skal DDGU i fremtiden være baseret på medlemsklubber eller individuelle medlemmer?

Det blev enstemmigt vedtaget, at DDGU pr 1-1-2020 ændrer struktur således, at det fremover er klubberne, der melder sig ind i DDGU, og altså ikke individuelle spillere, som praksis hidtil har været. For den enkelte spiller betyder dette, at man automatisk bliver medlem af DDGU ved indmeldelse i en klub, der har tegnet medlemskab af DDGU.

Kontingentet til DDGU betales af medlemsklubberne og bliver opkrævet pr medlem. Hvad kontingentet præcist bliver, vil blive behandlet på førstkommende repræsentantskabsmøde i marts, da bestyrelsen i DDGU ønsker, at klubberne inddrages i denne beslutning.

Det er blevet vedtaget, at medlemskab af DDGU er kontingentfrit i 2020. Dette giver klubberne mulighed for at imødekomme evt strukturelle ændringer ift eget kontingent, der så kan træde i kraft i 2021, hvor DDGU igen begynder at opkræve kontingent. Ved indmeldelse i DDGU (2020) bedes de respektive klubber oplyse følgende:

● Medlemstal pr 31-12-2019

● Kontaktoplysninger på klubbens formand

● Kontaktoplysninger på klubbens DDGU-kontaktperson (hvis ikke denne er formanden)

I forbindelse med mesterskaber i 2020 (DM) er det stadig gældende, at en spiller skal have et gyldigt medlemskab af DDGU. I praksis betyder dette, at en spiller skal være medlem af en klub, der har tegnet medlemskab af DDGU. En spiller kan IKKE indmelde sig individuelt.

Indmeldelse i PDGA sker fortsat på individuelt plan og har som udgangspunkt ikke noget at gøre med DDGU. Bestyrelsen i DDGU opfordrer dog alle konkurrencespillere til at indmelde sig i PDGA.

For en god ordens skyld skal det nævnes at siddende bestyrelse i DDGU fortsætter som bestyrelse som minimum til førstkommende repræsentantskabsmøde, hvor alle, undtaget formanden, er på valg.

Bestyrelsen i DDGU vil gerne takke for opbakningen til den nye struktur. Det er vores opfattelse, at ændringerne har opbakning blandt et stort flertal af danske disc golf klubber.

Det er klubberne, der arbejder med at forbedre disc golf faciliteterne landet over. Det er klubberne, der udbreder kendskabet til sporten. Det er klubberne, der arrangerer turneringerne. Derfor er det helt naturligt også at sætte klubberne i centrum for organisationen på landsplan, i håbet om at klubberne i samarbejde med et forbund vil være i stand til at drive sporten fremad i Danmark.

Bestyrelsen i DDGU ser frem til en ny start i 2020 sammen med jer.

God vind

Bestyrelsen

Skulle nogen have spørgsmål vedr den nye struktur, så kontakt venligst formanden – Dennis Thygesen – på ​dennis@ddgu.dk​.

Referatet kan læses her og vedtægterne gældende fra 1. januar 2020 kan ses her

God start på instruktøruddannelsen

Med start i 2019 har DDGU valgt at satse på opbygningen af en dansk instruktøruddannelse. DDGU mener, at uddannede instruktører i klubberne er med til at danne et solidt fundament for fremtidens udvikling af disc golf i Danmark. Satsningen er kommet på plads efter initiativ af Lars Lau og er søsat i samarbejde med den finske instruktør Erno Väyrynen. Kursusmaterialet er oversat til dansk af Dennis Thygesen og Jacob Teglgaard Jakobsen.

Det første kursus er netop overstået, og én af deltagerne og kommende DDGU-instruktør, Rasmus Jessen, kunne heldigvis lokkes til at berette om weekenden.

Billede af Lars Lau

 

Af: Rasmus Jessen

Lørdag den 2. november stod 15 friske disc golfere i Kokkedal, klar til at lære en masse af disc golf eksperten fra Finland, Erno Väyrynen. Kurset var det første af slagsen i Danmark, så spændingen var helt i top. Erno startede med et kort oplæg om programmet, men fik hurtigt forklaret, at 90% af kurset foregik udenfor, og at det var meget “hands-on”. Dette faldt i god jord hos deltagerne. Kursisterne kom fra vidt forskellige baggrunde, hvor nogle underviste børn, nogle spillede flere gange om ugen, og nogle egentlig knap spillede disc golf. Den store mangfoldighed blandt kursisterne gjorde at der var mange forskellige perspektiver på undervisningen, og meget varierede spørgsmål. Det resulterede i bedre viden til alle deltagerne, så det var godt med blandede niveauer af erfaring.

 Kurset startede forholdsvist simpelt, og Erno var god til at inkludere alle, og sørge for at vi forstod, hvad der blev sagt. Undervisningen gik fra grundkastene baghånd, forhånd og putt, og over til mere avancerede kast som rollers, thumbers og endda 360’s. Deltagerne havde det rigtig sjovt, og man kunne se, at alle blev udfordret da Erno trak de mere alternative kast frem og opfordrede alle til at prøve. Det meste af kurset handlede om at kursisterne skulle kunne undervise nye spillere med en simpel struktur, der kan forstås af alle, både voksne og børn. Noget af kurset gik dog også på forklaring af mere komplekse elementer af disc golf, og det var tydeligt at se, at flere af spillere gik derfra med “aha-oplevelser” efter Erno’s gode forklaringer.

 For at kurset skal have så højt et udbytte som muligt, er det vigtigt, at man kommer med indstillingen om at lære og få redskaber, ikke at spille så meget disc golf som muligt. Man lærer en masse, man kan tage med sig videre, og man får nogle fokuspunkter som efterfølgende kan bruges til at arbejde med. Vi vil gerne understrege, at kurset er for alle, og det er lige meget, hvad ens baggrund er inden for disc golf, bare man synes det er spændende og kunne tænke sig at lære mere. Udover at kurset giver en masse redskaber til undervisning af alle typer mennesker, lærer man også alt, der er at lære om discs, inklusiv aerodynamikken bag, og hvad for nogle discs der er bedst i der forskellige situationer. Man får også feedback på sin egen teknik, så der er masser af grunde til at melde sig til!

NB: Næste kursus påregnes afholdt i marts 2020 i Aalborg – info følger

« Older Entries Recent Entries »