Første afdeling af Danish Tour 2014 afviklet

Turneringssponsor

Sidste weekend blev første afdeling af årets DDGU Danish Tour spillet i Aarhus. For første gang blev der spillet på den redesignede og udvidede bane i Tilst Bypark i DDGU regi, og banen viste sig at være udfordrende for de fleste af de 42 spillere. Det selvom den her i foråret spiller væsentligt mere tilgivende, end når vi kommer længere hen på sæsonen, hvor alt det grønne springer ud og vokser op. Og vejret artede sig også nogenlunde, og især om søndagen var det perfekt disc golf vejr.

I Open rækken var der en enkelt spiller der skilte sig ud, og ikke lod sig skræmme af banens udfordringer. Thomas Rasmussen lagde sig fra første runde i spidsen og kiggede sig aldrig tilbage. Som den eneste, spillede han under banens par på 58 i første runde, med en runde på 53. En score som kun blev matchet af Troels Rasmussen, og slået af Jens Bak i 4. runde hvor Jens lavede en 52. Ja altså bort set fra Thomas’ egen imponerende runde, og ny banerekord på 49 i 3. runde! Hvor der aldrig var tvivl om vinderen, så var det anderledes spændene om de efterfølgende pladser. Inden finalerunden skiltes Martin Spliid (225) på 2. pladsen og Troels Rasmussen (227) på 4. pladsen, af Jeppe Ask Sørensen (226). Martin udbyggede på finalens første hul forspringet til Jeppe med et enkelt kast, men selvom han gik i søen på 2. hul, hentede Jeppe det tilbage, efter 2 imponerende forhåndskast. Samtlige spillere havde problemer med at læse vinden på finalens 3. hul, og det resulterede i 4 firere. Det kunne ligne en afgørelse på 4. finalehul, som var  banens normale hul 17, da Martin kom i problemer og måtte inkassere en 5’er, mens Jeppe lavede en flot 3’er, men på sidste hul ramte Jeppe et træ på hul 18’s fairway, mens Martin kom hele vejen op til kurven og havde et 8m. putt for birdie til at udligne. Martins forsøg blev dog afvist af kurvekanten, og Jeppe tog dermed 2. pladsen foran Martin.

I AM var Kenneth Zangenberg Eriksen næsten lige så suveræn som Thomas. Han endte med at vinde med 7 kast til Philip Hee, og var den eneste med to runder under par. Philip Hee sluttede dog af med en flot runde på 56, som den bedste  runde fra gul tee.

Master blev vundet af Jakob Burkard, der åbnede med en runde på 56, og dermed lagde grunden til sejren fra start.

Der var ingen der løb med den transportable kurv, som Discimport havde sat på højkant til første ACE, selvom der blev lavet flere under træningen i dagene op til turneringen. Derfor går kurven videre til næste afdeling i Haderslev den 25/5, og hvis du vil have chancen for at vinde den, kan du tilmelde dig via Scorekeeper.

Samtlige resultater og scores kan ses hos PDGA.