Ingen udvidelse af spillerfeltet til Mølleparken Open

DC-logo_ddguDet har desværre ikke været muligt at finde en brugbar løsning til at udvide spillerfeltet til Prodiscus Danish Tour 2015 #7 – Mølleparken Open. Vi har udtømt alle de muligheder der kunne forsvares, uden at det ville kompromitere allerede tilmeldte spillere uden deres accept. Vi beklager overfor de spillere der ikke har nået at melde sig til, inden feltet blev fyldt. Der er åbnet for tilmelding til ventelisten igen, og vi opfordrer derfor dem, der har tilmeldt sig, til at melde afbud i så god tid som muligt hvis de alligevel ikke kan deltage.

Denne situation havde vi desværre ikke forudset, og det er vi naturligvis kede af. Først og fremmest på vegne af alle jer spillere, som gerne ville deltage. I forhold til den samlede stilling på Prodiscus Danish Tour 2015, så gør vi opmærksom på, at det kun er de 6 bedste resultater, der tæller, og der er stadig ledige pladser til sidste afdeling i Aarhus d. 29. og 30. august. Se mere på tilstopen.dk.

Vi tager naturligvis erfaringerne fra denne sæson, især Hillerød og Mølleparken med, når vi skal evaluere sæsonen og planlægge næste sæson, da det jo er klart for alle, at dette ikke er holdbart fremadrettet. Vi tager det dog som et rigtigt positivt problem. Vi behøver ikke kigge langt tilbage, før det var svært at skaffe mere end 25-30 spillere til turneringer. Der har været stor fremgang af nye spillere, især på Sjælland. Det er vi i DDGU rigtigt glade for, da det har været noget, vi har fokuseret meget på de sidste år. Det vil vi naturligvis fortsat gøre, da vi naturligvis gerne vil have endnu flere spillere, også gerne i Jylland og på Fyn, men vi kan nu også fokusere mere på at gøre mere for toppen af dansk disc golf.  Hvis I har nogle gode ideer eller forslag til hvordan vi kan gøre det, så send dem endelig til bestyrelsen@ddgu.dk eller mød op til mødet, der vil blive afholdt i forbindelse med sæsonfinalen på Prodiscus Danish Tour 2015 i Aarhus.