Monthly Archives: januar 2016

Preregistrering til EM er åbnet.

edgc2016_logoSom lovet, kommer her lidt mere info angående tilmelding og udvælgelsen af deltagere til EM i Oulu, Finland i August. Danmark har 12 pladser i alt, hvoraf den ene er forbeholdt Kristian Engsig-Karup, som er udpeget til kaptajn for den danske EM-trup. De øvrige pladser fordeles som udgangspunkt efter PDGA-rating på udvælgelsesdatoen. Dog forbeholder DDGU sig muligheden for at udvælge 1-2 af de bedste danske spillere i hver række, således at vi også kan sende spillere af sted i Dame-, Grand Masters og Juniorrækkerne. (De bedste Masters spillere, burde være gode nok til at kvalificere sig på baggrund af rating, men kan også udpeges af DDGU) De rækker der tilbydes til EM er: Open (MPO), Open Women (FPO), Masters (MPM), Grandmasters (MPG), Senior Grandmasters (MPS) og Junior (MJ1). Der tilbydes altså ingen amatørrækker, med undtagelse af Juniorrækken (MJ1, som er til og med 18 år). Tilmeldingsgebyret er €150 i alle rækker, undtagen Juniorrækken, som er “trophy only”, hvor gebyret  som er €50. DDGU betaler tilmeldingen for 1-2 deltagere i Juniorrækken, alle andre deltagere står selv for deres tilmeldingsgebyr, samt alle øvrige omkostninger.

Preregistreringen foregår via DDGU scorekeeper. Der betales et depositum på 250 kr., som fratrækkes registreringsgebyret, hvis man udtages. Spillere der preregisterer sig, men ikke udtages, får naturligvis deres depositum refunderet. Som udgangspunkt tilbagebetales depositum ikke, hvis man bliver udtaget og efterfølgende melder fra. Det resterende beløb for tilmeldingen skal betales hurtigst muligt efter udtagelsen. Preregisteringen lukker den 1. marts, og udvælgelsen foretages umiddelbart derefter. Den endelige registrering og betaling for den danske trup, skal foretages senest d. 23. marts, hvorfor betaling til DDGU, skal foretages i god tid inden da.

For at komme i betragtning, skal man naturligvis være medlem af DDGU, og man skal inden EM bestå PDGAs Officials Exam, der er en test i de officielle PDGA regler. (DDGU refunderer gebyret for prøven, når den er bestået.)

Se mere info på http://www.edgc2016.com, eller kontakt bestyrelsen eller Kaptajn Kristian Engsig-Karup hvis du har yderligere spørgsmål.

Turneringskalenderen for 2016 er (næsten) klar.

Så er turneringskalenderen faldet på plads. I hvert fald i forhold til Danish Tour 2016, DM og SM. Vi mangler endnu et JM i kalenderen, og muligvis vil vi også forsøge os med et DM i hulspil. Disse turneringer vil blive tilføjet når/hvis de bliver fastlagt. Hvis du kunne tænke dig at være med til at afholde en turnering, så kontakt den turneringsansvarlige hurtigst muligt.

Download (PDF, Unknown)

Sjællandsmesterskaberne i Sorø, d. 10. september, er ikke en del af Danish Tour 2016, ligesom et evt. særskilt JM heller ikke vil være det. Der har været et ønske om at reducere antallet af turneringer på touren, da det var for svært for mange at afse tid til alle 8 turneringer, og vinderen derfor i de fleste rækker blev afgjort af hvem der spillede flest turneringer. Danish Tour består derfor i år kun af 6 afdelinger. Tre i Øst og tre i Vest. Samtidig vil vi dog gerne lægge lidt mere fokus på, at der er tale om en samlet tour, og opfordre spillere til at spille så mange afdelinger som muligt, hvorfor 5 af de 6 turneringer tæller i den samlede stilling. Vi håber derfor at så mange spillere som muligt vil prioritere at rejse efter de turneringer der ligger i den anden ende af landet. Danmark er trods alt et lille land.

Der er også lavet nogle ændringer i retningslinjerne, blandt andet for delvist at imødegå nogle af de problemer vi så med tilmeldinger til nogle turneringer sidste år. Som den opmærksomme læser vil have lagt mærke til, er alle turneringer lagt på 18-hulsbaner, og har derfor et maksimums antal deltager på 90 spillere. Det vil dog givetvis ikke være tilstrækkeligt til de mest populære turneringer, hvorfor tilmeldingen i år vil være en smule anderledes end vi tidligere har gjort. Der vil være et vist antal pladser reserveret til de fleste rækker i de første 7 dage, som registreringen er åben. Hvis de ikke bliver fyldt op, vil de herefter blive sat fri. Er der venteliste, vil de i første omgang gå til den, og yderligere pladser er åbne for alle. Hyggerækken vil i første omgang altid være på venteliste indtil registreringen lukker, og kun hvis der stadig er ledige pladser, vil de få en plads i turneringen. Samtidig vil vi så vidt muligt ensrette hvornår der åbnes op for registreringen til de enkelte turnering. Med mindre andet bliver meldt ud, vil der blive åbnet op for tilmelding 2 måneder før turneringen.

De fulde retningslinjer for Danish Tour 2016 vil blive offentliggjort snarest.

Fremover vil DDGU som udgangspunkt tildele DM to år i forvejen, så arrangøren har så gode muligheder som muligt for at forberede turneringen, og vi kan allerede nu meddele at DM i 2017 vil blive afholdt i Tilst. Det betyder også, at hvis du/I ønsker at afholde DM i 2018 (hvor det afholdes på Sjælland), skal byde ind senest ved udgangen af september i år. Giv os dog endeligt et fingerpeg om det i løbet af sæsonen, hvis I overvejer det.

Til sidst kan vi fortælle at årets Generalforsamling vil blive afholdt i Jylland d. 12. marts. Indkaldelse hertil vil blive udsendt i slutningen af måneden.

Godt nyt år.

Godt nyt år til alle disc golfere i Danmark. En nyt år og en ny sæson står for døren.
Dermed er det også blevet tid til at forny dit medlemskab af DDGU. Formularen til at forny sit medlemskab (eller melde sig ind som nyt medlem) er blevet fornyet, så vi forhåbentligt undgår nogle af de fejl som plagede det gamle system. Fordelen ved at melde sig ind allerede nu er, at da der er mange der gør det, så kan vi få opdateret PDGA-medlemskaberne hurtigt, og du er fri for at tænke på det når sæsonen går igang. Og med sidste års tilmeldinger in mente, så kan det være afgørende at være hurtigt ude, når registreringen åbner til turneringerne. Så forny dit medlemskab med det samme lige her.
Retningslinjerne og kalenderen for DDGU Danish Tour 2016 er lige på trapperne, og der er ganske få ting vi mangler at få helt på plads. Danish Tour kommer i år til at bestå af 6 turneringer. Tre i øst og tre i vest. Derudover er der naturligvis DM i september som vi plejer, og DM i pargolf. Vi forsøger i år også at lægge Sjællandsmesterskaberne og Jyllandsmesterskaberne som enkeltstående turneringer, der ikke tæller på touren. På den måde kan f.eks. nye TD’er melde ind, uden det pres og de forventninger der efterhånden er blevet til en afdeling af DT. Vi har fået SM på plads, men vi mangler en TD og en bane til JM. Da kalenderen ellers er faldet på plads, er det lidt begrænset af ledige datoer, men hvis du kunne være interesseret, så kontakt undertegnede på joakim@ddgu.dk hurtigst muligt og så prøver vi om vi ikke kan finde en fornuftig løsning.

En anden ting der er lige på trapperne er forhåndstilmeldingen til EM i Oulu, Finland. Danmark har 12 pladser i alt. Kristian Engsig-Karup er valgt til kaptajn for den danske delegation, og har derfor naturligvis fået en af de 12 pladser. De resterende 11 vil blive fordelt efter PDGA-rating for tidspunktet for den endelige udvælgelse. Datoen er ikke endeligt fastsat, men det bliver nok en gang i starten af marts. Mere info herom inden længe.

 

God vind,
Joakim B. Lauridsen

Formand