Category Archives: DM

Nytårshilsen

Årets Spiller 2019 – Albert Hytten

2019 nærmer sig sin afslutning, og bestyrelsen i DDGU vil gerne sige tak for et godt år. Da vi overtog bestyrelsesposterne i februar, var vi klar over, at der lå et stort arbejde og ventede. Det gør der stadigvæk, men vi synes, at vi er kommet godt fra land i forhold til visionerne om at sætte klubberne i centrum for DDGUs virke. Det havde vi ikke været i stand til uden opbakningen fra både klubber og spillere fra hele landet. Nedenstående er et forsøg på at opsummere 2019.

Danish Tour 

Det lykkedes at få arrangeret en Danish Tour efter et år uden en formaliseret tour. Tak for opbakningen til alle deltagere og ikke mindst de arrangerende klubber. Der arbejdes på at få planlagt DT 2020 i starten af 2020. I den forbindelse vil vi gerne, hurtigst muligt, have bud fra intresserede klubber ved afholdelse af en afdeling på DT 2020. Skulle en klub have mod på at arrangere DM 2020, så vil vi også gerne vide det hurtigst muligt, inden sæsonkalenderen fyldes.

http://wp.ddgu.dk/?page_id=274

Meld klubben ind i DDGU

På det organisatoriske plan blev 2019 året, hvor DDGU søgte i en ny retning. Vi er fra 1. januar 2020 ikke længere baseret på individuelle medlemskaber, men derimod klubmedlemskaber, akkurat som i alle andre idrætsgrene i Danmark. I den forbindelse opfordres klubberne til at melde sig ind i DDGU for 2020 allerede fra starten af det nye år. Registrerede medlemmer i klubberne bliver så automatisk medlemmer af DDGU. Bestyrelsen har valgt at gøre 2020 kontingentfrit, så klubberne har tid til evt at gentænke deres egen kontingentsatser, så alle er klar på 2021, hvor DDGU igen vil opkræve et kontingent af klubberne. Hvad kontingentet præcist bliver afgøres på repræsentantskabsmødet i marts.

Ved indmeldelse i DDGU bedes klubberne oplyse følgende:

  1. Medlemstal pr 31-12-19
  2. Kontaktoplysninger på klubbens formand
  3. Kontaktoplysninger på klubbens DDGU-kontaktperson (såfremt denne ikke er formanden)

Se DDGUs nye vedtægter her

http://wp.ddgu.dk/wp-content/uploads/2019/12/Vedtægter-for-DDGU_2020_original.pdf

Bestyrelsen opfordrer i øvrigt også alle spillere at melde sig ind i PDGA, hvilket stadigvæk er individuelt. Eller husk at forny dit medlemskab.

PDGA – https://www.pdga.com/membership

Instruktøruddannelse

I 2019 fik Danmark også en disc golf instruktøruddannelse. Vi er stadig i opstartsfasen af projektet, men interessen for tiltaget er stor, så skynd jer at tilmelde nogle fra klubben til næste kursus i Aalborg 21. og 22. marts.

https://www.dgi.dk/arrangementer/202018973000

Slutteligt skal nævnes, at det er fantastisk at opleve engagementet rundt om i landet. Der bliver afholdt flere og bedre turneringer på baner, der bliver mere og mere tidssvarende. Stor tak til klubberne for at udvikle sporten i en sportslig retning.

Turneringerne fyldes efterhånden også hurtigt. Fra et klubperspektiv er det utrolig opmuntrende at opleve den store opbakning fra spillerne. Stor tak til spillerne for at bakke op om alle turneringer, både de sanktionerede og ikke-sanktionerede.

Bestyrelsen ser frem til  – sammen med jer – at fortsætte arbejdet med at udvikle disc golf i Danmark i 2020.

Godt nytår!

På vegne af bestyrelsen

Dennis Thygesen

Formand

dennis@ddgu.dk

 

MESTRE KÅRET PÅ GRAM SLOT

Fotos af Claes Würtz – Når Kurven Kalder
Artikel af Dennis Thygesen/ÆDGK6100
Danmarksmesterskaberne 2019 på Gram Slot blev afholdt i de mest fantastiske omgivelser takket være hårdt arbejde fra medlemmerne i ÆDGK6100, dedikeret indsats fra Vision Gram og Gram Slot. Vejret viste sig heldigvis også fra sin bedste side, da først turneringen kom i gang.
Godt vejr og humør under første runde lørdag

Allerede fra første runde spillede favoritterne sig i front. Karl Johan Nybo og Thomas Rasmussen (henholdsvis MPO og MP40) lagde godt fra land med -9 på en bane, hvor OB lurer over næste alt. Til anden runde fik de selskab af Albert Hytten og Heimir Gudbergsson på -7 samt Al Fleming på -5. Alle var spændte på om Albert Hytten kunne stå distancen på lead card. Det kunne han med putts som dette, og han var dermed klar til en finalerunde på lead card.

Albert Hytten for birdie på hul 8

Karl Johan Nybo kunne igen dog følge med, da han satte banerekord med -11, og sikrede sig således et solidt forspring inden finalerunden søndag. Heimir forsvarede sin plads på lead card, men spørgsmålet var, hvem der skulle gøre dem selskab. Vincent Pedersen spillede sig med rundens næstbedste score op på en delt fjerde plads, men den gode runde gav ham den sidste plads på lead card.

KJ Nybo afslutter rekordrunden med en birdie på hul 18.

Finalerunden blev spændende dog ikke i forhold til førstepladsen, da Karl Johan cementerede føringen tidligt på runden- Albert Hytten kom skidt fra start, da han forlod slotsparken i +2. Allerede på de to første huller havde han smidt sit forspring til Heimir på tredjepladsen, og da gruppen forlod parken, havde Heimir hentet yderligere to kast. Albert fik dog hurtigt fundet formelen igen, og efter hul 11 hentede han igen føringen med en birdie mod Heimirs bogey. Andenpladsen holdt hjem for Albert og Heimir forsvarede ligeledes sin tredje plads. KJ Nybo kunne ingen dog røre, og han kørte i sikker stil sin 13. titel i hus.

Karl Johan Nybo med drop-in for titlen på hul 18

MP40 var en dyst mellem to spillere – Thomas Rasmussen og Al Fleming. Inden tredje runde havde Thomas tre kast ned til Al på tredje pladsen, men allerede på første hul blev det første kast smidt væk, og efter hul 6 var Thomas kun foran med ét enkelt kast. Herefter fulgtes spillerne ad indtil hul 10, hvor Thomas igen trak fra med en birdie mod Als bogey. Herfra kørte Thomas sejren sikkert i hus for andet år i træk. Jakob Burkard og Mikael Birkelund delte tredje pladsen.

Thomas Rasmussen – Dansk Mester MP40 2019

Finalerunden i FPO blev super spændende. Inden finalerunden var Lena Klokmose i front med henholdsvis 3 og 6 kast til forfølgerne Lydie Hellgren og Iben Blaabjerg. Det gik ikke stille for sig i gruppen, da de skiftedes til at lave birdies og bogeys. Iben gik finalens bedste runde, men kunne ikke overhale Lydie, der sluttede på andenpladsen. Lena fandt det stabile spil frem på rundens sidste huller, hvor hun sluttede af med fem gange par.

Lena Klokmose sætter sit putt for titlen på hul 18

MP50 feltet var på finaledagen en dyst mellem Martin Frederiksen og Tom Mathiesen. Martin var dog måske ekstra opsat i dagens anledning, da han jagtede sin DM-titel nr 20. Han gik dog også den suverænt bedste runde i feltet med -5, hvilket gav ham den eftertragtede 20x titel.

Martin Frederiksen – Dansk Mester MP50 2019

Erling Vestergård var ustoppelig på turneringens sidste dag. Ikke alene sikrede han sig titlen i MP55, men han nappede også dagens CTP, og han var også feltets eneste spiller med en HIO på scorekortet.

Erling Vestergård – Dansk Mester MP55 2019

MA1 toppen var tæt efter lørdagens runder. I front var Søren Handrup på -2, men Mathias Bergkvist var lige efter på -1. Casper Reenberg og Steffen Rise Andersen tog de sidste pladser på lead card i rækken. Søren kom bedst fra start og gik fra slotsparken i -3 og havde allerede her hentet yderligere 5 kast til nærmeste forfølger. Han kom en smule i problemer i midten af runden, men satte herefter ind med stabilt spil i resten af runden og vandt med 7 kast til Mathias Bergkvist på andenpladsen. Andreas Døssing Mortensen spillede sig op i feltet og hentede akkurat Casper Reenberg, så de to delte tredje pladsen.

Søren Handrup – Dansk Mester MA1 2019

I MA2 var Frederik Uth helt suveræn. Efter lørdag havde han syv kast til Troels Johansen, der igen havde fem kast til Thor Hansen på tredjepladsen. Thor var dog ualmindeligt uheldig med et hvepsestik og måtte trække sig til søndagens finalerunde. Det åbnede døren for Juris Abele og Sune Thonesen, der delte tredjepladsen. Frederik formåede at holde en velspillende Troels bag sig, og den unge herre er dansk mester i MA2. Ham får vi sikkert snart at se længere oppe i rækkerne.

ÆDGK6100 og DDGU siger mange tak til alle involverede for en fantastisk weekend på Gram Slot. Ikke mindst vil vi sige tak til alle vores sponsorer – jeres støtte er guld værd. Tak til Gram Slot for at lægge græs og lokaler til turneringen. Tak til SuperBrugsen for frugt til spillerne. Tak til Vision Gram for at hjælpe med anlæggelse og vedligehold af banen.

 

MPO: Albert Hytten, Karl Johan Nybo, Heimir Gudbergsson, Martin Spliid og Vincent Pedersen
FPO: Lena Klokmose
MP40: Thomas Rasmussen, Al Fleming, Jacob Burkard, Mikael Birkelund og Dennis Dideriksen
MP50: Martin Frederiksen og Tom Mathiesen
MP55: Erling Vestergård
MA1: Andreas Døssing Mortensen, Søren Handrup, Mathias Bergkvist, Casper Reenberg og Steffen Rise Andersen
MA2: Juris Abele, Sune Thonesen, Troels Johansen og Frederik Uth
MJ18: Simon Ravnkilde Sinning og Bertram Christensen