Category Archives: Uddannelse

Efterårsnyt fra Unionen

Disc golf sæsonen går på hæld, men heldigvis er der stadig mulighed for at du kan spille disc golf, da de forskellige vintertours står klar til at overtage. Vintertours er en god mulighed for at komme ud at spille i de mørke måneder. De er også et godt sted at starte, hvis du er ny i turneringssammenhæng. 

Jagten på vintergolf

Jysk Vintertour

Double The Fun pargolf Tour

Hyggetour

Evt andre tours/events? Der er sikkert masser, tjek kalenderen ud for at se om der er noget i nærheden af dig.

Organisation

I DDGU skal vinteren bruges til at arbejde videre mod en sammenlægning med Dansk Frisbee Sport Union. Sammenlægningen vil styrke frisbeesporten generelt og skabe et sundt organisatorisk fundament for fremtidens disc golf. Den daglige drift af disc golf i Danmark vil dog ikke umiddelbart kunne mærke sammenlægningen, da hvert af de nuværende frisbee forbund passer deres egen butik, også efter sammenlægningen. Et disc golf udvalg vil fortsat varetage de opgaver, som DDGU i øjeblikket varetager. Kort fortalt lægger DDGU sig ind under DFSU, hvor der fremadrettet vil være en hovedbestyrelse bestående af repræsentanter fra både disc golf og ultimate. Herunder etableres to specialudvalg, hvor disc golf bliver det ene. Det er specialudvalget, der kører den daglige drift af disc golf.

De respektive kontaktpersoner i klubberne er blevet orienteret om strukturen i den “nye” union. Sammenlægningen er på dagsordenen til forårets repræsentantskabsmøde i DDGU,

Turneringsplan 2021

Danish Tour udvalget begynder at se kigge på næste sæson, da vi gerne vil have sæson 2021 i kalenderen allerede i løbet af efteråret. Det betyder at klubberne skal melde ind, hvorvidt det har interesse at afholde en afdeling på Danish Tour 2021. Vi vil gerne have minimum to alternative datoer fra jer, så vi kan få så god en sæsonplanlægning som muligt.

Deadline for ansøgning til afholdelse af Danish Tour er 1. november 2020.

Se retningslinjer for DDGU Danish Tour og læs lidt mere om hvad en ansøgning kan indeholde her: http://wp.ddgu.dk/?page_id=274

Vi modtager ligeledes ansøgninger om afholdelse af DM. DDGU ser gerne at DM så vidt muligt afholdes, når vejret er bedst. Altså gerne i løbet af sommermånederne.

Deadline for ansøgning til afholdelse af DM er 1. november 2020.

Se retningslinjer for DM her: http://wp.ddgu.dk/?page_id=272

Instruktøruddannelse

Desværre satte COVID-19 en stopper for vores instruktøruddannelse, da vi ikke har været i stand til at hente den finske instruktør ned til Danmark for at færdiggøre uddannelsen af vores egen instruktører – Jason Valentin og Rasmus Jessen. Det er helt klart planen, at vi fortsætter arbejdet i foråret, når COVID situationen forhåbentligt er bedre. Der har været stor interesse omkring instruktøruddannelsen, så det har høj prioritet for os i DDGU.

 

Årets spiller, årets rookie og årets ildsjæl

Vi skal sammen have kåret årets spiller, årets rookie og årets ildsjæl. Send en mail til bestyrelsen, så laver vi en liste med kandidater til de respektive katagorier. Årets spiller og rookie lægges ud til afstemning blandt medlemmerne, og årets ildsjæl vurderes af bestyrelsen – ganske som vi plejer.

Man kan læse mere om kriterierne der bedømmes ud fra under henholdsvis Årets Spiller, Årets Rookie og Årets Ildsjæl.

Deadline for indsendelse af kandidater er 1. november 2020.

 

Selvom vi går mod vinter, ligger disc golf altså ikke stille. Det er utroligt at opleve den store fremgang vores sport gennemgår i øjeblikket. i DDGU vil vi gøre vores bedste for at bistå klubberne i at fortsætte det gode arbejde, der lægges for dagen derude på banerne. Tøv ikke med at kontakte os. Vi har måske ikke løsningen til dig, men vi kender garanteret nogen, der har. 

 

Go’ vind!

 

Bestyrelsen

Discgolf og Coronavirus – aflysning af arrangementer


DDGU må desværre udskyde planlagte aktiviteter i marts måned som følge af regeringens og sundhedsstyrelsen retningslinjer angående COVID-19.

Konkret betyder det at den planlagte træneruddannelse i Aalborg bliver udskudt til senere på sæsonen.

DDGU opfordrer samtidigt at alle træninger og sociale arrangementer i klubberne suspenderes – både udendørs og indendørs.

Vi er dog så heldige at disc golf er en udendørssport, der til daglig foregår i små grupper. Tager man ud på banerne, så opfordres man til at tage sine forholdsregler og undgå fysisk kontakt til sine medspillere.

 

Nytårshilsen

Årets Spiller 2019 – Albert Hytten

2019 nærmer sig sin afslutning, og bestyrelsen i DDGU vil gerne sige tak for et godt år. Da vi overtog bestyrelsesposterne i februar, var vi klar over, at der lå et stort arbejde og ventede. Det gør der stadigvæk, men vi synes, at vi er kommet godt fra land i forhold til visionerne om at sætte klubberne i centrum for DDGUs virke. Det havde vi ikke været i stand til uden opbakningen fra både klubber og spillere fra hele landet. Nedenstående er et forsøg på at opsummere 2019.

Danish Tour 

Det lykkedes at få arrangeret en Danish Tour efter et år uden en formaliseret tour. Tak for opbakningen til alle deltagere og ikke mindst de arrangerende klubber. Der arbejdes på at få planlagt DT 2020 i starten af 2020. I den forbindelse vil vi gerne, hurtigst muligt, have bud fra intresserede klubber ved afholdelse af en afdeling på DT 2020. Skulle en klub have mod på at arrangere DM 2020, så vil vi også gerne vide det hurtigst muligt, inden sæsonkalenderen fyldes.

http://wp.ddgu.dk/?page_id=274

Meld klubben ind i DDGU

På det organisatoriske plan blev 2019 året, hvor DDGU søgte i en ny retning. Vi er fra 1. januar 2020 ikke længere baseret på individuelle medlemskaber, men derimod klubmedlemskaber, akkurat som i alle andre idrætsgrene i Danmark. I den forbindelse opfordres klubberne til at melde sig ind i DDGU for 2020 allerede fra starten af det nye år. Registrerede medlemmer i klubberne bliver så automatisk medlemmer af DDGU. Bestyrelsen har valgt at gøre 2020 kontingentfrit, så klubberne har tid til evt at gentænke deres egen kontingentsatser, så alle er klar på 2021, hvor DDGU igen vil opkræve et kontingent af klubberne. Hvad kontingentet præcist bliver afgøres på repræsentantskabsmødet i marts.

Ved indmeldelse i DDGU bedes klubberne oplyse følgende:

  1. Medlemstal pr 31-12-19
  2. Kontaktoplysninger på klubbens formand
  3. Kontaktoplysninger på klubbens DDGU-kontaktperson (såfremt denne ikke er formanden)

Se DDGUs nye vedtægter her

http://wp.ddgu.dk/wp-content/uploads/2019/12/Vedtægter-for-DDGU_2020_original.pdf

Bestyrelsen opfordrer i øvrigt også alle spillere at melde sig ind i PDGA, hvilket stadigvæk er individuelt. Eller husk at forny dit medlemskab.

PDGA – https://www.pdga.com/membership

Instruktøruddannelse

I 2019 fik Danmark også en disc golf instruktøruddannelse. Vi er stadig i opstartsfasen af projektet, men interessen for tiltaget er stor, så skynd jer at tilmelde nogle fra klubben til næste kursus i Aalborg 21. og 22. marts.

https://www.dgi.dk/arrangementer/202018973000

Slutteligt skal nævnes, at det er fantastisk at opleve engagementet rundt om i landet. Der bliver afholdt flere og bedre turneringer på baner, der bliver mere og mere tidssvarende. Stor tak til klubberne for at udvikle sporten i en sportslig retning.

Turneringerne fyldes efterhånden også hurtigt. Fra et klubperspektiv er det utrolig opmuntrende at opleve den store opbakning fra spillerne. Stor tak til spillerne for at bakke op om alle turneringer, både de sanktionerede og ikke-sanktionerede.

Bestyrelsen ser frem til  – sammen med jer – at fortsætte arbejdet med at udvikle disc golf i Danmark i 2020.

Godt nytår!

På vegne af bestyrelsen

Dennis Thygesen

Formand

dennis@ddgu.dk

 

God start på instruktøruddannelsen

Med start i 2019 har DDGU valgt at satse på opbygningen af en dansk instruktøruddannelse. DDGU mener, at uddannede instruktører i klubberne er med til at danne et solidt fundament for fremtidens udvikling af disc golf i Danmark. Satsningen er kommet på plads efter initiativ af Lars Lau og er søsat i samarbejde med den finske instruktør Erno Väyrynen. Kursusmaterialet er oversat til dansk af Dennis Thygesen og Jacob Teglgaard Jakobsen.

Det første kursus er netop overstået, og én af deltagerne og kommende DDGU-instruktør, Rasmus Jessen, kunne heldigvis lokkes til at berette om weekenden.

Billede af Lars Lau

 

Af: Rasmus Jessen

Lørdag den 2. november stod 15 friske disc golfere i Kokkedal, klar til at lære en masse af disc golf eksperten fra Finland, Erno Väyrynen. Kurset var det første af slagsen i Danmark, så spændingen var helt i top. Erno startede med et kort oplæg om programmet, men fik hurtigt forklaret, at 90% af kurset foregik udenfor, og at det var meget “hands-on”. Dette faldt i god jord hos deltagerne. Kursisterne kom fra vidt forskellige baggrunde, hvor nogle underviste børn, nogle spillede flere gange om ugen, og nogle egentlig knap spillede disc golf. Den store mangfoldighed blandt kursisterne gjorde at der var mange forskellige perspektiver på undervisningen, og meget varierede spørgsmål. Det resulterede i bedre viden til alle deltagerne, så det var godt med blandede niveauer af erfaring.

 Kurset startede forholdsvist simpelt, og Erno var god til at inkludere alle, og sørge for at vi forstod, hvad der blev sagt. Undervisningen gik fra grundkastene baghånd, forhånd og putt, og over til mere avancerede kast som rollers, thumbers og endda 360’s. Deltagerne havde det rigtig sjovt, og man kunne se, at alle blev udfordret da Erno trak de mere alternative kast frem og opfordrede alle til at prøve. Det meste af kurset handlede om at kursisterne skulle kunne undervise nye spillere med en simpel struktur, der kan forstås af alle, både voksne og børn. Noget af kurset gik dog også på forklaring af mere komplekse elementer af disc golf, og det var tydeligt at se, at flere af spillere gik derfra med “aha-oplevelser” efter Erno’s gode forklaringer.

 For at kurset skal have så højt et udbytte som muligt, er det vigtigt, at man kommer med indstillingen om at lære og få redskaber, ikke at spille så meget disc golf som muligt. Man lærer en masse, man kan tage med sig videre, og man får nogle fokuspunkter som efterfølgende kan bruges til at arbejde med. Vi vil gerne understrege, at kurset er for alle, og det er lige meget, hvad ens baggrund er inden for disc golf, bare man synes det er spændende og kunne tænke sig at lære mere. Udover at kurset giver en masse redskaber til undervisning af alle typer mennesker, lærer man også alt, der er at lære om discs, inklusiv aerodynamikken bag, og hvad for nogle discs der er bedst i der forskellige situationer. Man får også feedback på sin egen teknik, så der er masser af grunde til at melde sig til!

NB: Næste kursus påregnes afholdt i marts 2020 i Aalborg – info følger

Disc Golf Træneruddannelse i Danmark

Brænder du for disc golf, og vil du gerne give din viden og glæde ved spillet til nye spillere?

Så er her muligheden for at få et godt fundament til undervisning.

Kurset er en satsning på etablering af disc golf træneruddannelse i Danmark og udbydees i samarbejde med Dansk Disc Golf Union og Karlebo Frisbee-Golf Klub.

DDGU har valgt at bidrage 25.000kr til projektet, der bl.a. går til at holde prisen nede på dette første arrangment i år, og også det opfølgende kursus der er planlagt at skulle foregå i 2020.

Prisen for den enkelte deltager på dette års kursus ligger på DKK1195,- – der er i flere kommuner mulighed for at søge om kommunalt tilskud til dækning af denne udgift, men vi håber generelt, at de lokale klubber vil bakke op om de af deres medlemmer der ønsker at deltage på dette kursus, da det vil kunne bringe en stor værdi tilbage til klubben på den lange bane.

Læs meget mere på DGIs hjemmeside her